Microsoft giver fuld valuta for pengene med Lumia 535

edbpriser.dk 20-10-46831 10:36

Microsoft kæmper fortsat en hård kamp for at bide sig fast på smartphone markedet, hvor de kun holder en andel på under 3 procent trods en massiv indsats og flere anmelderroste modeller på butikshylderne som Lumia 930,  Lumia 520 og den yderst prisvenlige Lumia 530, hvor de to sidstnævnte samtidig har været nogle af firmaets bedst sælgende Windows Phone mobiltelefoner.

Læs også: Android buldrer frem - Windows Phone falder tilbage

Derfor er det heller ikke så overraskende, at Microsoft fortsætter med at satse på det prisbillige segment med Lumia 535, som bliver sat til salg i Kina, Hong Kong og Bangladesh i denne måned med flere lande sat til at følge efter.

Mere overraskende er det til gengæld, hvor meget hardware-valuta Microsoft giver med i Lumia 535 til en virkelig konkurrencedygtig pris på kun cirka 1.000 kroner.

God 5" skærm og dobbelt op på RAM og lagerplads

Microsoft Lumia 535 er udstyret med en 5 tommer stor IPS skærm, der er beskyttet af Gorilla Glass 3 og har en opløsning på 960 x 540.

Microsoft Lumia 535 med cover
Microsoft Lumia 535 får også et matchende beskyttelsescover til skærmen.

Det er et pænt skridt op i forhold til de tidligere budget Lumia smartphones, og forbedringerne stopper ikke her.

Processoren er stadig en Quad Core 1,2 GHz Snapdragon, men RAM-modulet er blevet fordoblet til 1 GB, så der nu ikke længere skulle være nogle problemer med de mere krævende spil.

Lagringskapaciteten er også forbedret fra 4 til 8 GB, hvilket stadig vil være i underkanten for de fleste, men den kan heldigvis udvides med et microSD hukommelseskort på op til 128 GB. Og hertil kommer 15 GB online lagerplads hos Microsofts OneDrive.

Bagkameraet på Lumia 535 er også blevet opgraderet med autofokus og LED blitz, mens opløsningen er forblevet på 5 MP, hvilket også gælder det frontvendte kamera, der er udstyret med en vidvinkel linse til gruppe-selfierne.

Mirosoft Lumia 535 kommer i fem af de normale Lumia farver, og den bliver også tilgængelig i en Dual SIM udgave.

Microsoft Lumia 535 farver

Den eneste virkelige mangel - set med danske øjne - er, at Microsofts billige mobil ikke har 4G/LTE, så man må lade sig nøje med 3G netværket.

Læs også: Test af Nokia 930: Jeg overvejer seriøst en skilsmisse og en ny model

Men samlet set er Lumia 535 en stærk opgradering til en lille pris, som godt kunne blive et tiltrængt hit for Microsoft.

Se mere til Microsoft Lumia 535 i videoerne herunder.