Microsoft har kun solgt 1.7 mio Surface tablets

edbpriser.dk 25-05-45550 04:56

Softwaregiganten - som for tiden også prøver at blive en hardwaregigant - har afleveret deres årlige 10-K formular til de amerikanske myndigheder, hvori deres årlige omsætning er udspecificeret.

Her fremgår det, at Microsoft siden lanceringen af deres Surface RT tablet i efteråret 2012 og frem til udgangen af deres budget år den 30. juni i år kun har tjent 853 millioner dollars på salg af Surface RT og Surface Pro tablets.

En svær start for Microsoft Surface

Geekwire har regnet på det af Microsoft offentliggjorte tal og er kommet frem til, at det svarer til cirka 1.7 millioner solgte Surface tablets.

Og det tal passer vældig godt sammen med en rapport fra Bloomberg i marts, der anslog, at tallet var 1.5 millioner solgte Surface tablets.

Læs også: Anmeldelse af Microsoft Surface Pro

Til sammenligning solgte Apple 3 millioner iPads på tre dage i november sidste år, 14.6 millioner iPads i sidste kvartal, og Apple har solgt intet mindre end 57 millioner iPads, siden Microsoft lancerede deres Surface tablet.

Kampen er ikke forbi

Det er dog værd at bemærke, at hverken mobiltelefoner eller tablets med Android styresystemet klarede sig særlig godt mod Apples modstykker det første år, de var på markedet, men de er jo kommet godt efter det siden.

Læs også: Samsung spurter fra Apple

Og Microsoft har da heller ikke smidt håndklædet i ringen endnu, når det kommer til at kæmpe om markedsandele på det attraktive og hastigt voksende tablet marked.

Ifølge de seneste rygter er Microsoft i fuld gang med at udvikle deres næste generation af en Windows 8 tablet, men de mangler fortsat at bevise, at der er brug for - og plads til - tre forskellige styresytemer på tablet markedet.