Microsoft lancerer ny Office

edbpriser.dk 21-06-45052 10:16

"Dette er meget mere end en ny version af Office. Dette er Office opfundet på ny som en cloud-tjeneste for forbrugerne. Tjenesten tilbyder alle de Office-programmer, som folk elsker og kender, og kombinerer dette med imponerende nye cloud-muligheder og sociale fordele."

Sådan lød det, da Steve Ballmer annoncerede Office 365 Home Premium tirsdag. Dette er altså en Office version møntet på hjemmebrugere, men den indeholder flere programmer, som tidligere kun har været tilgængelige i Pro-udgaven, nemlig Outlook og Access i tillæg til standardprogrammer som Word, Excel, PowerPoint, Publisher og OneNote.

Fuld adgang uanset platform
Udover en opdateret brugergrænseflade i Windows 8-stil, der bl.a. indbefatter en bedre understøttelse af touch-skærme, står lagring i skyen og samarbejde mere centralt end nogensinde. Det vigtigste stikord er fuld adgang, uanset på PC, mobil eller tablet.

Man kan for eksempel påbegynde et dokument på PC'en for så at færdiggøre det på sin tablet, fordi alt ligger i skyen. Og flere kan arbejde på det samme dokument samtidig.

Leje, ikke eje
Den store nyhed er imidlertid, at Office 365 Home Premium er blevet en tjeneste. Det betyder, at du abonnerer på Office og betaler en fast pris for det. Til at starte med koster det 799 kr. om året eller 67 kr. om måneden, og for den sum kan du installere Office på op til fem PC'er.

"Så længe du er abonnent, får du opdateringer og nye versioner af Office automatisk. Og det skal ske mere eller mindre ubemærket i baggrunden, på samme måde som du er blevet vant til det med applikationer på mobiler og tablet-PC'er", fortæller Office direktør Ole Roterud i Microsoft til DinSide.

Gratis telefoni
Udover de nyeste versioner af Office-programmerne byder Office 365 Home Premium også på 20 GB ekstra lagerplads på Skydrive, der er Microsofts lagringstjeneste i skyen.

Og herudover får du 60 minutters gratis Skype-taletid, som du kan bruge til at ringe til mobiler og fastnettelefoner overalt i verden.

Office 365 Home Premium er desuden fortsat en lokal installation, som kan bruges på traditionel vis - også offline - hvis man ønsker det. Klassiske Office-versioner til en fast engangspris vil også fortsat være tilgængelige.

Du finder mere information på Office.com, hvor du også kan hente en 30 dages gratis prøveversion af Office 365 Home Premium.


Denne artikel blev oprindeligt bragt på DinSide.no