Microsoft præsenterer Surface Pro 4, Band 2 og nye Lumia smartphones til oktober

edbpriser.dk 26-03-47604 03:23

The Verge har fra kilder med kendskab til Microsofts planer fået bekræftet, at softwaregiganten vil følge lanceringen af Windows 10 op med flere hardware afsløringer ved et stort event i oktober.

Surface Pro 4

Det skulle i første omgang dreje sig om Surface Pro 4, der i form kommer til at ligne sin forgænger, da Microsoft har lovet de virksomheder, som har indkøbt selskabets tablet og docking stationer, at det nuværende tilbehør fortsat kan bruges.

Microsoft Surface Pro 3

Microsoft har dog stadig mulighed for at gøre skærmen større og bedre opløst og måske gøre Surface Pro 4 tyndere og lettere.

Læs også: Det går du glip af hvis du bliver i Windows 7

Surface Pro 4 vil efter al sandsynlighed også blive udstyret med Intels Skylake processorer og fingeraftrykslæser.

Band 2

Microsofts første smart armbånd, Microsoft Band, havde flere gode takter, men blev ikke den helt store succes.

Microsoft Band

Microsoft har dog ikke opgivet dette marked og kommer med Band 2, der skulle være væsentligt forbedret både indeni og udenpå - de nærmere detaljer kendes ikke.

Lumia 950 og Lumia 950 XL

Analytikere har længe efterspurgt en ny flagskibsmodel til Windows Phone segmentet, men Microsoft har åbenbart ventet, indtil de var klar med Windows 10 til mobilerne.

Det er de til oktober, og her kommer så også Lumia 950 og Lumia 950 XL, der skal være de nye bannerførere for Windows 10 på smartphones.

Microsoft Lumia 950 XL

Lumia 950 og Lumia 950 XL bliver på henholdsvis 5,2 og 5,7 tommer og får OLED skærme med 1440 x 2560 opløsning, hurtige Snapdragon 808 processorer og 20 MP PureView kameraer.

Begge modeller vil desuden skulle oplades og forbindes til en computer med det nye USB-C stik.

De vil også begge have mulighed for trådløs opladning, og så får de en Iris scanner, der scanner dit ansigt til brug ved login.

Overraskelser til oktober?

Microsoft har muligvis også et par overraskelser oppe i ærmet til deres event, da forskellige kilder peger på henholdsvis en tyndere Xbox One konsol og en mini udgave af Surface 4.

Begge dele er meget usikre på nuværende tidspunkt, men der har tidligere været historier ude om en mindre Surface tablet, så vores penge er på den.

Læs også: Her er alle de skjulte afgifter i 'gratis' Windows 10

Microsoft har endnu ikke selv kommenteret på et eventuelt oktober event, så det næste vi hører fra dem bliver nok på IFA messen i Berlin i starten af september.