Microsoft Surface cover med indbygget batteri

edbpriser.dk 01-09-45651 23:40

Selvom Microsoft har fået flere negative anmeldelser end positive af deres Surface tablet, er der ikke noget, der tyder på, at de har tænkt sig at give op på tablet markedet.

Ny Surface Pro tablet i oktober

Kilder fortæller Neowin, at Microsoft er på vej med en Surface Pro 2 med Intels i forvejen strømsparende Haswell chip, der kan ramme markedet allerede i midten af oktober.

Samtidig er Microsoft godt i gang med udviklingen af et Power Cover, der vil være kompatibelt med deres Surface Pro tablet (både den gamle og den nye) men ikke med Surface RT.

Læs også: Microsoft har kun solgt 1.7 mio Surface tablets

Microsoft Power Cover

Det ny Power Cover vil være dobbelt så tungt (ca. 500 g) og næsten dobbelt så tykt (9,75 mm), som det nuværende Type Cover, og det vil give Surface Pro maskinen et "signifikant" - men ikke nærmere specificeret - boost til batteri-levetiden, skriver Pocket-lint.

Sammen med den strømbesparende Haswell chip kunne det ny Power Cover give Microsoft Surface Pro 2 en imponerende lang batteritid, men der skal nok nogle flere forbedringer og sikkert også en prisnedsættelse til, før Microsoft får overbevist den brede befolkning om, at Surface Pro tablet-PC'en er et reelt alternativ til Apples iPad eller en Windows 8 bærbar.

Læs også: Microsoft skærer 100 dollar af prisen på Surface Pro