Microsoft vil gøre Windows 10 til dit hjems kontrolcenter med HomeHub

edbpriser.dk 10-05-2017 09:28

Kampen om at være det foretrukne styresystem har efterhånden bevæget sig udover at være en kamp om brugernes gunst på computere og mobiltelefoner, da det næste slag skal stå om, hvem vi har til at styre vores intelligente Smart hjem.

Google har deres Home enhed, Amazon har Echo og Apple har deres HomeKit, som de muligvis præsenterer et hardware produkt til på deres kommende WWDC konference i starten af juni.

Læs også: Microsoft CEO: "Jeg er sikker på, at vi vil lave flere Windows phones"

Microsoft vil naturligvis også være med, og de har meget logisk tænkt, at de allerede er i rigtig mange hjem i kraft af Windows 10 computere, så derfor er de i gang med at udvikle en ny funktion til styresystemet kaldet HomeHub.

HomeHub lader til at blive en del af den kommende Windows 10 opdatering, der kommer til september, og den vil præsentere en ny velkomstskærm på computeren for hele familien.

Den nye velkomstskærm vil vise en fælles kalender for familiens aktiviteter og aftaler samt en slags opslagstavle med noter, som man selv kan udfylde med påmindelser og deslige.

Microsoft Windows 10 HomeHub kalender

HomeHub skærmen kan integreres med Cortana, OneDrive og Outlook, så man kan få vist et godt overblik over familiens aftaler og aktive liv på startskærmen.

I denne første udgave af HomeHub bliver det muligt at styre hjemmets Philips Hue pærer, og ifølge The Verge, som har fået fat i billederne, har Microsoft planer om også at understøtte Nest, Insteon, Wink og SmartThings enheder i fremtiden sammen med andre tredjeparts programmer.

Microsoft Windows 10 HomeHub Philips Hue kontrol

Microsoft har allerede lavet planer med både HP og Lenovo om, at de to producenter kommer med nye alt-i-en computere til efteråret, der understøtter den nye HomeHub funktion. Der er også mulighed for, at de to producenter opdaterer nogle af deres eksisterende computere med HomeHub funktionen.

Læs også: Microsoft godt i gang med "Redstone 3"-udvikling: Ny funktion samler alle dine kommunikations-apps i én fane

Microsoft afholder et event i Shanghai den 23. maj, hvor de vil "show the world what's next", så der er god sandsynlighed for, at vi hører mere om HomeHub der.