Microsoft vil købe din iPad

edbpriser.dk 20-03-45671 07:50

Meget kan man sige om Microsoft, men man kan ikke beskylde dem for at give op.

Læs også: Microsoft har kun solgt 1.7 mio Surface tablets

På trods af massiv kritik af deres Surface tablet-PC'er, som har solgt langt mindre, end Microsoft havde håbet på, bliver den næste version af Surface efter al sandsynlighed præsenteret ved et event den 23. september, som pressen er blevet indbudt til.

Få $200 for din iPad når du køber en Surface

Allerede nu tilbyder Microsoft dig dog en god handel, hvis du vil "opgradere din tablet", som de skriver på deres officielle bytteside.

Du vil som minimum få $200 for din brugte iPad 2, 3 eller 4, som du så skal bruge på at købe en Surface RT eller en Surface Pro. Microsofts brugtpris på din iPad afhænger af dens stand og model-nummer, så du kan sagtens få mere, hvis du har en velholdt nyere iPad.

Læs også: iPad 5 sammenlignet med iPad 4 i ny video

Tilbudet gælder desværre kun i USA, Canada og Puerto Rico her til at begynde med, men Microsoft er efter sigende brændt inde med betydelige lagre af begge deres Surface tablet-PC'er, så det kan snildt tænkes at blive udvidet til andre markeder, hvis det viser sig, at der er rift om tilbudet.

Hvad Microsoft vil stille op med de iPads, de får ind ved byttehandlen, melder historien ikke noget om...

Læs også: Microsoft Surface cover med indbygget batteri


Via: TechRadar