Moto X fra Google og Motorola lytter til dig

edbpriser.dk 30-10-45555 15:36

Den har ladet vente på sig, men nu har Motorola præsenteret deres første flagskibs-smartphone, Moto X, siden Google overtog den tidligere kæmpe på mobiltelefon markedet i 2011.

Stemmekontrol og batteritid er kodeord

Ifølge Motorola vil Moto X have en batteritid på 24 timer til trods for, at en mikrofon konstant lytter efter ordene "Okay Google Now" fra dens ejer.

Disse ord vil vække mobiltelefonen fra dens dvale og med det samme gøre den klar til at tjekke nettet eller bruge Googles Now Service, skriver The Telegraph.

"Moto X er klar, når du er det. Den reagerer på din stemme, så du slet ikke behøver at røre ved telefonen. Med berøringsfri kontrol kan du tjekke vejret, få kørselsvejledning eller gøre snart sagt hvad som helst uden at røre en finger", siger Google.

Moto X fås i 18 forskellige farver
Moto X fås i 18 forskellige farver.

Og de fortsætter: "Moto X er designet således, at den nipper til batteriet i stedet for at tage store slurke. Dermed kan den køre hele dagen og fortsætte ind i natten".

Modige eller dumme hardwarevalg?

En af de vigtigste grunde til Moto X's lange batteritid er, at Motorola har valgt en 4,7 tommer 720p AMOLED skærm, som ikke suger så meget batteri som de 1080p skærme, flere af konkurrenterne bruger nu.

Læs også: Apple lavpris plastik iPhone spottet

Chefdesigner hos Motorola, Jim Wicks, fortæller til The Verge, at der ligger grundige overvejelser bag denne beslutning, der ligesom næsten alle andre designvalg bunder i, at Moto X skal være en mobiltelefon til ALLE.

De 4,7 tommer gør heller ikke Moto X til den største smartphone på markedet, men med mobilens let buede bagside skulle Moto X ligge perfekt i hånden på de fleste og være nem at betjene med én hånd.

Til motorrummet har Motorola ligeledes valgt en mellemklasse processor i en Qualcomm Snapdragon S4 Pro chip, som - sammen med to specielle chips til stemme-genkendelse og gestik kontrol - er optimeret til det, mobiltelefonen har brug for og ikke mere end det.

Moto X kan også fås med bagside cover i træ
Moto X kan også fås med bagside cover i træ.

Design din egen Moto X

Ved valg af farve på mobiltelefonen skiller Motorola sig igen gevaldigt ud. For der er 18 forskelligt farvede bagside covere i et væld af farver, og man kan endda vælge et cover i træ.

Herudover kan man vælge, om front coveret skal være sort eller hvidt, og de to sideknapper samt ringen omkring kameralinsen kommer i syv forskellige farver.

Dette er muliggjort ved, at Motorola har valgt at samle Moto X i Texas på en gammel Nokia fabrik, som de har ombygget til formålet.

Læs også: Sådan ved du om din smartphone er inficeret med virus

Ved at holde produktionen i USA kan Motorola sende kundernes Moto X til dem indenfor fire dage, efter de har foretaget deres designvalg online gennem et værktøj kaldet Moto Maker.

Om alle disse designvalg så bliver tilgængelige i Danmark, er nok tvivlsomt, men det kan jo være, at Motorola vil overraske hele verden og ikke bare Nordamerika, Canada og Latinamerika, som er de markeder, hvor Moto X kommer ud i slutningen af august/starten af september.