Nokia-ejere får lettere ved at finde vej

edbpriser.dk 07-09-42746 19:40

Nokia har netop indgået et samarbejde med De Gule Sider, som giver danske Nokia-ejere adgang til flere end 200.000 nye interessepunkter fra De Gule Siders database i Nokias gratis navigationsapplikation Ovi Kort. Dermed kan brugerne nu søge direkte på endnu flere caféer, butikker og andre steder i Danmark uden på forhånd at kende adressen.

- Adgangen til De Gule Siders database er en væsentlig forbedring af Ovi Kort. Vi har hidtil haft mange interessepunkter i navigationsapplikationen, men de mange lokale interessepunkter fra De Gule Sider gør det nu endnu lettere og mere intuitivt at benytte Nokias gratis fodgænger- og bilnavigation i Ovi Kort, siger Christophe Joyau, head of services sales hos Nokia.

Find hvilken som helt butik eller café
Den opdaterede udgave af Ovi Kort er gratis tilgængelig for alle ejere af Nokias smartphones og multimedieenheder. Og netop derfor er Henrik Dyring, adm. direktør hos De Gule Sider, også meget tilfreds med det nye samarbejde.

- Vi har en ambition om at være repræsenteret på alle mobile platforme i Danmark, og da Nokia er en af de vigtigste spillere på det danske marked, er det selvfølgelig også vigtigt for os at være repræsenteret her, siger Henrik Dyring og fortsætter:

- Brugerne får adgang til hele vores database, hvilket i realiteten betyder, at de kan finde frem til en hvilken som helst butik, café eller lignende i hele landet uden at kende adressen. Det gør det utrolig let at navigere efter sin Nokia-telefon, siger han.

Nokias navigations-applikation Ovi Kort har kort over 180 lande og er helt gratis for ejere af Nokias smartphones. Endvidere er der i Nokias nyere smartphones gratis stemmestyret navigation, som kan guide på vej på 42 forskellige sprog. Downloader man kortene til telefonen, skal man ikke betale for datatrafik.