Nu er der videoer ude med Samsung Galaxy S8

edbpriser.dk 06-03-2017 10:12

Samsungs officielle præsentation af Galaxy S8 modellerne er først den 29. marts, men med det tempo som informationerne om de to smartphones vælter ud, er det svært at forestille sig, at sydkoreanerne vil have meget nye at sige, når de afslører de nye Android flagskibe.

Video af Samsung Galaxy S8 og S8+ med tændt skærm

Den første video herunder er uploadet til YouTube af brugeren Slashleaks og viser både Samsung Galaxy S8 og S8+ i tændt tilstand, så man kan se displayet, der næsten dækker hele fronten, har afrundede hjørner og buer ud over siderne af telefonerne ligesom Samsung Galaxy S7 edge.

Læs også: Sådan ser Samsung Galaxy S8 ud

I år kommer der angiveligt kun disse modeller med buede kanter, som får skærmstørrelser på henholdsvis 5,7 og 6,2 tommer.

Desværre er begge mobiltelefoner i et beskyttelsescover, så man ikke klart kan se hele designet.

Kort video uden beskyttelsescover

Den anden video stammer fra 505nick aka DKDn og er blot 5 sekunder lang - til gengæld er mobilen uden beskyttelsescover.

Her bliver forsiden og bagsiden på en Samsung Galaxy S8 fremvist på en model, der godt kunne være i endeligt design.

Den fremviste Galaxy S8 har da ganske morsomt et klistermærke påsat, hvorpå der står, at man ikke må tage billeder eller dele oplysninger om mobiltelefonen.

Læs også: Ekstra lang LG G6 præsenteret

Det har denne unavngivne person dog ikke taget sig af, så nu har vi et endnu bedre billede af Samsungs kommende Galaxy S8 smartphones, der ventes at blive sat til salg den 21. april.


Kilde: Übergizmo