Nu kommer gyromobilerne

edbpriser.dk 14-02-42350 03:40

De fleste smartphones på markedet i dag har indbygget accelerometer. Det bruges bl.a. til at dreje skærmbilledet fra portræt- til landskabsformat. De fleste har nok bemærket, at dette går relativt trægt, hvilket begrænser nytteværdien.

Rene accelerometerbaserede løsninger kan bruges i forbindelse med lineære bevægelser eller vippebevægelser, men de understøtter kun i ringe grad rotationer.

Det gør et gyroskop derimod, der måler vinkelhastigheden ved at registrere corioliseffekten. Bevægelserne kaldes gerne roll, pitch og yaw eller rulning, vipning og drejning.

Du kan se en video, der demonstrerer forskellen på accelerometre og gyroskoper øverst til venstre på denne side.

En mobiltelefon der er udstyret med et system, som kan registrere både rotation og lineære bevægelser, gør, at brugerens bevægelser med mobiltelefonen i langt større grad kan bruges til at kontrollere mobilen. Det kræver, at mobilen både har accelerometer og gyroskop. Ifølge EE Times vil den første mobiltelefon med et 3-aksers MEMS-baseret (Micro Electronic-Mechanical System) gyskop komme på markedet i juni.

Måske i iPhone 4G
Det er ganske vist ikke offentligt kendt, hvilken mobiltelefon der er tale om, men det vil vel ikke være nogen kæmpe overraskelse, hvis det bliver iPhone 4G, som bliver den første, der bringer denne teknologi på markedet. Ifølge EE Times ventes MEMS-baserede gyroskoper at være standardudstyr i smartphones inden 2012.

Gyroskoper i kameraer
Gyroskoper er allerede helt almindelige i digitale kameraer, både til video og still-billeder. De bruges først og fremmest i forbindelse med billedstabilisatoren og er både hurtigere og langt mere nøjagtige end accelerometre. Det forventes, at det første brugsområde for gyroskoper i mobiltelefoner vil være tilknyttet kameraet.

Men selskabet InvenSense, der starter en masseproduktion af MEMS-gyroskoper op i løbet af dette kvartal, forudser, at gyroskopet sammen med et accelerometer skal kunne reducere behovet for at bruge to hænder, når man betjener en moderne smartphone, der typisk har touchscreen.

I stedet for at stryge fingeren over skærmen, vrikker man bare lidt med den hånd, der holder mobilen.

Videoen herunder viser nogle af de muligheder, som gyroskopet giver en ombygget smartphone, der også understøtter nogle andre sensorteknologier, som InvenSense tilbyder.


 

InvenSense tilbyder den nye sensor for under 3,50 dollar til større kunder. Brikken måler 4,0 x 4,0 x 0,9 millimeter.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på digi.no