Nu multitasker iPhone

edbpriser.dk 09-04-2010 15:28

Efter at Apple i fjor endelig lancerede deres nye operativsystem til iPhone med blandt andet copy/paste - en funktion mange brugere og teknologijournalister havde efterspurgt i lang tid - gik der ikke længe, før man vendte blikket mod en anden iPhone-svaghed: At den ikke kan multitaske.

Multitasking betyder ganske enkelt, at du kan køre flere programmer på samme tid. Noget som, med undtagelse af Apples egne applikationer som Mail og iPod, altså ikke har været muligt indtil nu.

Rigtig meget nyt
Apple CEO Steve Jobs har netop vist Apple-udviklerne og resten af verden et smugkig på, hvad næste udgave af iPhone OS'et indeholder, når version 4.0 frigives "i løbet af sommeren".

Og ja, nu kommer der endelig multitasking til iPhone. Det betyder blandt andet, at du vil kunne køre applikationer som f.eks. Spotify, Skype og GPS i baggrunden, mens du gør andre ting, uden at du behøver at afslutte applikationen, som tilfældet er i dag.

Opdateringen bliver, så vidt vi ved, gratis for alle iPhone-brugere men vil muligvis koste en lille sum for iPod touch-brugere, sådan som det også har været tilfældet tidligere.

De vigtigste nyheder
Udover multitasking vil OS 4.0 indeholder "over 100 nye funktioner". Her er en lille oversigt:

• Én samlet indbakke til alle dine mail-konti
• Sortering af mail i henhold til tråde
• Kryptering af mail og mail-vedhæftninger
• Flere aktive Exchange-konti samtidig
• Understøttelse af bluetooth-tastatur til iPhone
• Valgfrit baggrundsbillede også på springboard
• Universel stavekontrol
• Et let tryk på skærmen for at fokusere, når du optager video
• Lav spillelister direkte på mobilen - del listerne med andre
• Saml applikationer i mapper(!) på springboard
• Understøttelse af elektroniske bøger gennem iBooks-applikationen (som allerede findes på Apples iPad)
• Game Center, et slags spillecenter a la Xbox Live, hvor du kan spille mod venner og andre, ukendte iPhone-brugere via nettet, og du kan samle "achievements", når du spiller
• Mulighed for at sende SMS direkte fra applikationer
• Mulighed for at installere applikationer trådløst, hvilket vil sige at du slipper for at gå via iTunes

Ejere af iPhone 3G vil nok blive lidt skuffede over denne opdatering. Multitasking understøttes nemlig ikke på denne model men kun på iPhone 3GS. Også tredje generation af iPod touch får multitasking, mens første og anden generation fortsat bare vil være i stand til at tænke på en ting af gangen.

iPhone OS 4.0 nyheder

Apple viste også et egenudviklet og - baseret på demonstrationen - meget avanceret annonce-system til iPhone og iPod touch frem, hvor annoncerne integreres i applikationerne. Apple vil stå for salget af annoncerne, mens udviklerne kan flette dem ind i deres apps mod at få 60 procent af annonce-indtægterne. Systemet hedder naturligvis iAd og skal - lige så naturligt - hjælpe udviklerne med at tjene flere penge.

Hvordan fungerer multitaskingen så?
Næsten som sædvanligt har Apple lagt deres eget twist på multitasking-delen, hvilket bl.a. betyder, at alle applikationer, som ønsker at være kompatibel med multitasking, skal skrives om. Ifølge en demonstration, som blev givet af udviklerne bag musikapplikationen Pandora, er det ikke nødvendigvis en kompliceret affære. De brugte en dag på at omprogrammere deres app.

Dette skal gøres, fordi Aplle har udviklet en multitasking-løsning, som skal være skånsom mod mobil-batteriet. Den medfører, at applikationer kun kører den proces, som er absolut nødvendig for at multitaske, hvilket i applikationer som Pandoras og Spotifys tilfælde vil sige den ressource, som afspiller musikken, og ikke andet.

Der er altså god grund til at spørge, om dette er "ægte" multitasking, eftersom Apple kun vil lade nogle processer køre i baggrunden. Der eksisterer syv forskellige kernekategorier for multitasking, der inkluderer lyd, VOIP, GPS og push.

Enkel i brug
For brugeren bliver det derimod enkelt. Det eneste, du behøver at gøre for at gå fra en applikation til en anden, er at dobbeltklikke på home-knappen. Det bringer dig til en oversigt over alle aktive programmer, så du kan gå fra en app til en anden, mens applikationen, du forlader, fortsætter med at køre i baggrunden i en slags "forenklet" udgave.

En anden ting, som er værd at nævne, er, at alle applikationer vil nu forblive i samme tilstand, som de var, da du lukkede dem, næste gang du åbner dem - uanset om de understøtter multitasking eller ikke.

Version 4.0 vil også komme til iPad men ikke før til efteråret.


Denne artikel blev først bragt på dinside.no