Nu satses der endelig på tøserne

edbpriser.dk 25-01-42941 17:40

Denne artikel bringes i samarbejde med Nerfed.dk

"World of Warcraft" til piger
"GuppyLife", der er udviklet af det danske spilfirma GuppyWorks, er et online rollespil målrettet verdensmarkedet. Spillet er en slags "World of Warcraft" til piger mellem 8 og 14 år, og det går stik imod traditionelle computerspilskonventioner.
 
Omsorg og venskaber i stedet for vold. Her gælder det ikke om at skyde på alt og alle, men om at drage omsorg og pleje venskaber med veninderne. Spillet tolererer fx ikke mobning og udfordrende påklædning, da folkene bag spillet mener, at tonen er blevet lidt for grov og stilen for voksen i de unges online-verdener på fx Facebook, Arto mv.

Enorme forventninger
Forventningerne er enorme, da antallet af piger der spiller computerspil er eksploderet de seneste par år. 40 procent af alle computerspillere anno 2010 er således piger og kvinder, men udvalget af deciderede pige-spil er stadig i mindretal.

Stort virtuelt marked
Rammer GuppyWorks rigtigt med "GuppyLife" er potentialet gigantisk. Fx har verdens bedst sælgende computerspil til piger – "The Sims" – netop rundet 125 millioner solgte eksemplarer og over 12 millioner spiller dagligt "World of Warcraft".

"GuppyLife" er gratis, men man kan tilkøbe virtuelle ting – et marked på over 60 mia. kr. på verdensplan.

270 nye brugere – om dagen
Og "GuppyLife" ser allerede ved lanceringen ud til at blive en stor succes.

- "Spillet har været i beta i 10 dage i Danmark, og der er i snit kommet 270 nye brugere til om dagen – uden markedsføring. Fortsætter denne udvikling, så har vi for alvor ramt rigtigt", fortæller Per Rosendal, der er direktør i GuppyWorks.

GuppyLife kan spilles på www.guppylife.dk