Ny Chromecast afsløres snart

edbpriser.dk 05-07-47683 15:03

Indtil nu har det kun været kendt, at Google ville præsentere to nye Nexus smartphones - Nexus 5 fra LG og Nexus 6 fra Huawei - men nu viser et frisk læk fra 9to5Google, at Google også står klar med en ny Chromecast senere på måneden.

Googles lille streaming dongle/medieboks har været meget populær siden den kom på markedet i Danmark sidste år, men som med næsten ethvert teknologiprodukt med mere end et år på bagen, så er der blevet plads til forbedringer.

Ny form på Chromecast

Som du kan se på de lækkede billeder af den ny Chromecast, er formen lavet helt om, så den næste generation bliver en mere rund udgave.

Læs også: Ny Apple TV boks

Samtidig bliver det muligt at få sin Chromecast i et udvalg af tre farver (gul, sort og rød), hvilket kunne tyde på, at den ikke længere skal gemmes væk bag på TV'et, men de præcise mål på den nye enhed er ikke kendt endnu.

Ny Chromecast boks. Foto: 9to5Google
Ny Chromecast boks. Foto: 9to5Google.

Hurtigere WiFi

Ændringerne indvendig består blandt andet af bedre WiFi, idet den ny Chromecast vil understøtte den hurtigere 802.11ac protokol, som vinder mere og mere frem, fremfor den tidligere udgaves 802.11b/g/n understøttelse.

Det vil også være muligt at få feeds fra dine foretrukne sociale medier eller billeder op på den ny Chromecasts pauseskærm, så du lige kan følge med i, hvad der sker i vennekredsen i en pause i TV-serie marathonen.

Fast Play på ny Chromecast

En funktion kaldet Fast Play er også at finde i den ny Chromecast, fortæller 9to5Google, men hvad den præcist dækker over vides ikke.

Det bedste bud lyder på kortere ventetid, fra man har trykket på Cast-ikonet på sin mobil eller tablet, til indholdet dukker op på skærmen, da det har været et af kritikpunkterne ved den nuværende model.

Musikafspilning med Chromecast

Den ny Chromecast vil også blive lanceret med Chromecast Audio, der betyder, at den vil kunne kobles sammen med anlægget eller højttalerne i hjemmet via AUX indgangen.

Chromecast Audio vil desuden have multi-rum understøttelse, kunne spejle din Chrome eller Android enheds lydside og levere "high-quality" lyd.

Læs også: Anmeldelse af Airtame: Send video og billeder trådløst til dit TV

Ifølge de lækkede dokumenter bliver den ny Chromecast afsløret ved et Google event den 29. september.