Ny iPad Pro i helt ny størrelse

edbpriser.dk 29-05-49402 16:33

Apple havde en del nyheder med til deres WWDC udviklerkonference i år, og heriblandt var et par nye iPad Pro modeller.

Læs også: Apple klar med stribevis af software-nyheder til iPhone, Mac og Apple Watch

Den mindre iPad Pro, der indtil nu har haft samme display-størrelse som den oprindelige iPad på 9,7 tommer, bliver nu lidt større og får en skærm på 10,5 tommer, og den erstatter den tidligere model, som nu udgår.

iPad Pro 2017 modeller

Apple er klar til at sende de nye modeller ud i løbet af en uges tid, og startprisen lyder på 5.599 kroner for en Wi-Fi model med 64 GB lager, men du kan også vælge en 512 GB variant med mobilnetværk, og så ender prisen på 9.799 kroner.

Den opgraderede 12,9 tommer model starter på 6.999 kroner og ender på 9.999 kroner med de samme konfigurationer.

Forbedret på de væsentligste punkter

Begge iPad Pro modeller bliver drevet af en ny A10X seks-kernet processor og en GPU med hele 12 kerner, hvilket gør dem 30 og 40 procent hurtigere på henholdsvis CPU- og grafikhastighed ifølge Apple.

iPad Pro 2017 med Apple Pencil

De understøtter også HDR video med en opdateringsfrekvens på 120 Hz, hvilket også bevirker, at Apple Pencil kommer til at virke bedre på de nye modeller, da den bliver hurtigere og mere præcis.

Selve displayet på de nye iPad Pro modeller er tillige blevet 50 procent mere lysstærke end forgængerne, da de nu er kommet op på 600 nits, og opløsningerne på de to Retina-skærme lyder på 2224 x 1668 px for 10,5 tommer modellen, mens du får 2732 x 2048 px at fornøje dig med på 12,9 tommer varianten.

iPad Pro 2017 farver

Batteritiden holdes stadig på 10 timer, og på kamerafronten finder vi et bagud vendt 12 MP kamera, mens det frontvendte FaceTime kamera lyder på 7 MP.

Læs også: iPhone 8 får avanceret 3D ansigtsgenkendelse

Begge iPad Pro modeller kan bestilles nu hos Apple, og de kommer snart i handlen hos andre forhandlere også.