Nye smartwatches på vej fra Samsung, LG, ASUS og Sony

edbpriser.dk 25-06-46629 07:40

Op til den store IFA messe i Berlin fra den 5.-10. september er der kommet alvorligt skub i smartwatch præsentationerne.

Samsung Gear S kan selv

Samsung Gear S

Samsung har været langt fremme i skoene på smartwatch området fra starten med deres Gear-serie, og med det nye Samsung Gear S har de taget smartwatch konceptet et stort skridt videre.

Samsung Gear S er nemlig udstyret med 3G, så man med indsættelsen af et SIM-kort kan ringe op og modtage opkald direkte på smarturet uden behov for at linke op med en mobil.

Samtidig er Samsung Gear S blevet en ganske snazzy sag med sin buede 2 tommer Super AMOLED skærm, der måske vil være lidt for stor til nogle, men alt andet lige må give en god brugsoplevelse.

Opløsningen er på 360 x 480, og Samsung Gear S er udstyret med en Dual-Core 1 GHz processor, 512 MB RAM, 4 GB hukommelse og et batteri, der skulle kunne klare to dages brug, inden der er behov for opladning.

Læs også: iWatch bliver alligevel præsenteret 9. september

Styringen tager Samsungs eget Tizen-system sig af, som er blevet valgt fremfor Googles Android Wear.

Samsung Gear S kan stadig blive forbundet med en smartphone ved hjælp af Bluetooth, så man kan holde styr på beskeder og opkald herfra også.

Installeret på Samsung Gear S finder man Nokias Here Maps til navigation, som Samsung netop har indgået aftale med - igen fremfor Googles tilsvarende produkt, og herudover er der Samsungs egen S Health Suite, Nike+ Running og indbygget pulsmåler.

Samsung Gear S kommer til salg i hele verden til oktober til en endnu ikke oplyst pris, men det bliver nok ikke markedets billigste smartwatch.

LG G Watch R - R for Rund

LG G Watch R

Efter den massive positive omtale af Motorolas kommende runde smartwatch, Moto 360, har LG også fået øjnene op for, at der er stor efterspørgsel efter et rundt smartwatch, der mere ligner et klassisk armbåndsur.

Læs også: Moto 360 smartwatch kommer 4. september

Derfor kommer LG nu med G Watch R, der bliver teaset i videoen her under artiklen, og som højst sandsynligt bliver præsenteret på IFA i næste uge.

I modsætning til Samsung Gear S ventes det, at LG G Watch R vil blive styret af Googles Android Wear, men derudover vides der ikke meget om det runde smartwatch.

ASUS ZENWATCH transformerer tiden

ASUS ZENWATCH teaser

ASUS træder også pludselig ind på smartwatch markedet med et ur kaldet ZENWATCH, som de kun viser ganske lidt af i teaser videoen herunder.

Til gengæld skal vi kun vente til den 3. september, før ASUS vil vise deres nye smartwatch frem på IFA under overskriften "Time has been transformed and we have have changed", hvad det så end betyder.

Ligesom Samsung Gear S ser det dog på skitserne herunder ud som om, ASUS ZENWATCH bliver et buet smartwatch, der smyger sig om håndleddet.

ASUS ZENWATCH skitse

ASUS ZENWATCH skitse

Samtidig fortæller de officielle skitser, at ASUS ZENWATCH får en metalramme, der får sin finish af en sandblæsning, og at remmen bliver af ægte læder.

Altsammen tyder det på, at ASUS har haft stort fokus på designet, og at ZENWATCH bliver et tjekket ur. Om indmaden så følger med det ydre, må vi vente til på onsdag med at finde ud af.

Sony SmartWatch 3 - trådløs opladning og transflective teknologi

Sony SmartWatch 2

Sony har ikke bekræftet, at de har en tredje inkarnation af deres SmartWatch på trapperne, men der er flere rygter, som peger på, at Sony SmartWatch 3 snart bliver præsenteret - måske på deres pressemøde op til IFA den 3. september.

Derfor vides der heller ikke så meget om Sonys nye smartwatch, men der er forlydender om, at Sony SmartWatch 3 beholder sit firkantede udseende, bliver vandtæt ligesom firmaets XPERIA mobiler og at det får trådløs opladning.

Herudover er der rygter om, at Sony SmartWatch 3 får en skærm med såkaldt transflective teknologi, der skulle forbedre synligheden på displayet i især stærkt sollys samt have en positiv effekt på batteritiden.

Sony har kørt med Android som styresystem på deres hidtidige smarture, men om det japanske firma tager Googles Android Wear til sig, må vi vente med at finde ud af til deres officielle præsentation.


Kilde: DigitalTrends