Nyt filmmagasin på gaden

edbpriser.dk 21-04-42656 09:40

Moviebox er Danmarks nye filmmagasin. Magasinet er til alle, der elsker god underholdning i hjemmet. Magasinet har et oplag på 70.000 – og det er ganske gratis for læserne.

"Den primære målgruppe for magasinet er personer i alderen 18-49 år. Moviebox er dedikeret til DVD- og Blu-Ray-udgivelser, og med mere end 100 omtaler af film, TV-serier, spil, et væld af spændende artikler, kendte skuespillere og filmfolk, teknik og gear og konkurrencer skal vi nok fange læsernes opmærksomhed og interesse", udtaler Tom Petersen, direktør i Aller Client Publishing.

Aller Client Publishing udgiver magasinet i et tæt samarbejde med Foreningen af Danske Videogramdistributører, og som distributionspartner er der foreløbigt lavet aftale med Blockbuster.

Den første udgivelse af Moviebox var i går den 7. september, så det nu kan findes i alle landets Blockbuster forretninger. Michael Raffensøe, kommerciel ansvarlig for Blockbuster, glæder sig meget til det nye magasin. "Vi har længe manglet et sådant magasin på det danske marked, og nu glæder jeg mig til at tilbyde magasinet gratis til alle vores mange kunder i Blockbuster", udtaler han videre.

Kommunikationschef i Foreningen af Danske Videogramdistributører, Ditte Rie Agerskov, glæder sig ligeledes over samarbejdet omkring Moviebox. "Vi har sammen med Aller Client Publishing og Blockbuster fundet en fornuftig forretningsmodel for magasinet, som jeg er sikker på vil blive en stor succes – til gavn for mine medlemmer", udtaler Ditte Rie Agerskov videre.

Moviebox er foreløbig planlagt til at have 68 sider og 6 årlige udgivelser.

"Vi er overbevist om, at magasinet bliver en succes, og så må vi se, om der ikke kunne blive tale om at udvide samarbejdet omkring magasinet. Der er faktisk allerede nu flere kæder, som gerne vil tilbyde magasinet til deres kunder. Det snakker vi dog lige med Blockbuster og Videogramforeningen om først", siger Tom Petersen fra Aller Client Publishing.