Nyt Harry Potter-spil til PS3 fra J.K.Rowling selv

edbpriser.dk 09-07-2012 12:37

The Magical Spellbook er den første Wonderbook-titel, der kombinerer den seneste AR-teknologi med PlayStation Move.

En af Sonys store annonceringer på dette års E3 var "Wonderbook: Book of Spells" fra Sonys London Studios i direkte samarbejde med J.K. Rowling selv.

"Wonderbook: Book of Spells" er den første titel, der bliver udgivet, som udnytter det nyskabende tilbehør til PlayStation 3 – Wonderbook – som vil forvandle verden omkring dig med det nyeste inden for læsning og augmented reality-spil.

Det er også første produkt i samarbejdet mellem Sony og Pottermore, J.K. Rowlings unikke webside, der kan bruges uden ekstra omkostninger, og som bygger en spændende onlineoplevelse op omkring læsningen af hendes kæmpesucceser med Harry Potter-bøgerne.

 

Nye kapitler fra J.K. Rowling

"Wonderbook: Book of Spells" indeholder nye og originale kapitler fra J.K. Rowling, som kommer til live, når du kaster besværgelser med din PlayStation Move-bevægelsescontroller, der er forvandlet til din tryllestav.

Wonderbook: Book of Spells

Tag ud på en fantastisk rejse for at læse om og lære hemmelighederne bag trolddomskunsten og besværgelserne – ligesom en rigtig elev på Hogwarts. Du skal dog væbne dig med en anelse tålmodighed, da spillet først udkommer i november 2012 i Europa.

 

Rowling: En helt uforlignelig læseoplevelse

J.K. Rowling fortæller: ”Wonderbook: Book of Spells er det tætteste, en Muggle kan komme, på en rigtig tryllebog. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Sonys kreative hold om at vække mine besværgelser og nogle af historierne bag dem til live. Dette er et ekstraordinært apparat, der giver dig en helt uforlignelig læseoplevelse.”

 

Book of Spells er bare den første

"Wonderbook: Book of Spells" er den første titel fra Wonderbook, der bringer tusind historier til live i én fysisk bog med en helt ny serie af eventyr og oplevelser, som du kan udforske.

Wonderbook er et kraftfuldt redskab for historiefortælling og fantasien, der bringer eksklusivt indhold til PlayStation 3-ejere på gribende, nye måder, hvor du bliver centrum for handlingen, og hvor augmented reality-teknologi forvandler verden omkring dig via PlayStation Eye.

Wonderbook: Book of Spells

Titlerne vil trække dig ind i nye verdener og bringe mysterier og opdagelse ind i din stue, så du får chancen for at leve de historier, du elsker.

 

Fra den forbudte sektion i Hogwarts bibliotek

Book of Spells præsenteres, som om den er skrevet for over tohundrede år siden af Miranda Goshawk, og du kan finde den i den forbudte sektion i Hogwarts bibliotek.

Det er en avanceret lærebog for studerende, som vil hjælpe dem på deres rejse mod at blive fuldbårne troldmænd.

"Wonderbook: Book of Spells" giver de studerende et sikkert miljø, hvor de kan læse, opdage, lære og øve sig på besværgelser, som de allerede kender og elsker – blandt andet Incendio, Wingardium Leviosa og Expelliarmus. Og så kan de finde hemmelige beskeder og besværgelser nedfældet i margenen af tidligere Hogwarts-studerende.

 

En gåde skrevet af J.K. Rowling

Udover sjove, anekdotiske fakta om besværgelserne har J.K. Rowling også skrevet en gåde, der fører dig igennem oplevelsen og giver dig indsigt i, hvad det vil sige at være en succesrig heks eller troldmand.

Fans inviteres til at rejse igennem bogen og låse op for nye fortællinger i slutningen af hvert kapitel, så studerende belønnes for at kaste vellykkede besværgelser.