Nyt transatlantisk datakabel fra USA til Danmark

Henrik Malmgreen - 24-01-2020 09:48

Nyt transatlantisk søkabel på 7000 kilometer skal give lavere forsinkelser og større datakapacitet til hele Norden og Nordtyskland

For første gang i mere end 20 år er der nu lagt et nyt 7000 kilometer langt transatlantisk søkabel til datatransmission mellem USA og Danmark. Det hedder AEC-2, men er bedre kendt som Havfruekablet og tages i brug senere på året.

Konsortiet bag består blandt andre af Bulk Infrastructure samt Google og Facebook. Kablet udgår fra den amerikanske østkyst og ender i Esbjerg. Eller rettere sagt – skulle have endt i Esbjerg. Det er nemlig besluttet at forlænge det til Ballerup, hvor det lander midt i serverrummet hos Interxion.

Med i konsortiet er også Aqua Comms, der står for driften, og som ligeledes ejer udvidelsen til Ballerup. Det nye kabel vil få markant betydning for både Danmark og hele den nordiske region som it-frontløber. Ifølge Peter Bank, der er direktør for Interxion, indgår det nye kabel som en del af den infrastruktur, der muliggør digitalisering, onlinemedier, streaming og cloudløsninger.

”Under det hele ligger en masse platforme, og derfor er det attraktivt med en direkte forbindelse til USA,« siger Peter Bank, og tilføjer, at Interxion kommer til at stå for kablets forbindelse til øvrige teleudbydere.


Læs mere...