Officielt: Windows 10 kommer til sommer

edbpriser.dk 17-10-47179 23:16

Windows 10 har været undervejs i et godt stykke tid siden annonceringen i slutningen af september sidste år. Det har de sidste par måneder dog været muligt at downloade en betaversion, så udviklere og nysgerrige sjæle kunne kaste et tidligt blik på Microsofts nyeste styresystem.

Men nu ved vi altså, hvornår vi kan få fat i den ægte vare. Windows 10 kommer i løbet af sommeren, selvom Microsoft ikke ville ud med den præcise dato.

En gratis opdatering for mange

Microsoft formulerede det selv sådan, at Windows 10 kommer i 190 lande til sommer. Det svarer dog til mere eller mindre samtlige lande i verden, så vi kan vist roligt regne med, at Danmark her er inkluderet.

Læs også: Video demo af Cortana i Windows 10

En af de store nyheder ved Windows 10 er, at det vil brede sig ud over både smartphones, computere, tablets og endda Xbox, ligesom mulighederne for biometrisk sikkerhed i form af øje-, ansigts- eller fingerscannere vil blive udvidet betragteligt.

Samtidig markerer Windows 10 en helt ny retning for Microsoft produkter, da en opgradering fra enten Windows 7, 8 eller 8.1 bliver gratis det første år.

I Kina er opgraderingen til Windows 10 endda gratis, ligegyldigt om man har en ægte eller uægte Windows kopi.

Læs også: Origin hiver PC-gaming ind i stuen med Omega HTPC

Det er endnu ikke klart, om dette vil gælde andre steder end Kina, men det er stadig milevidt fra Microsofts tidligere strategi overfor ulovlige kopier af Windows, der var noget mere hårdhændet.