Perfekt til hverdagsbrug

edbpriser.dk 23-04-48332 04:53

At slippe for ledninger på sit headset er altid praktisk, hvis man bare er en lille smule aktiv, mens man hører musik, og selv ved skrivebordet er det befriende, at man lige kan gå lidt væk uden at skulle pause musikken og tage hovedtelefonerne af.

Samtidig er de seneste generationer af Bluetooth blevet så godt, at det ikke er noget problem at sende et godt lydsignal til headsettet, så man ikke mister hørbar kvalitet ved at droppe kablet.

Fremragende komfort og høj lydkvalitet

Skullcandy Grind Wireless er producentens nyeste headset og en trådløs version af deres populære (og billige) Grind headset, og Bluetooth versionen byder ligeledes på rigtig god komfort og overbevisende lyd til en god pris.

Skullcandy Grind Wireless

Det trådløse headset giver 12 timers spilletid på en opladning, og hvis du alligevel løber tør for batteri, er det bare at smide det medfølgende AUX-kabel i headset og afspiller, og så kan du fortsætte med at lytte.

Læs også: Test: Philips SHB9850BC

Normalt er jeg ikke glad for on-ear headsets som Grind modellerne, da jeg får ondt i ørene efter et stykke tids brug, men ørekopperne på Skullcandy Grind Wireless er vinklet, så de følger øret i stedet for at sidde og klemme direkte ind på det, og det gør en stor forskel.

Selv efter 3-4 timers musikafspilning er det stadig komfortabelt at have Grind Wireless hovedtelefonerne på takket være vinklingen og de bløde ørepuder, og det er ganske imponerende.

Lyden følger heldigvis med den gode komfort, da du får et meget velafbalanceret lydbillede med Grind Wireless, der blandt andet skal fremhæves for sin dejligt tørre bas, som kommer flot til udtryk på numre som Avicii's "Wake Me Up" og "Rien qu'une fois" af Keen' V.

Skullcandy Grind Wireless

Men faktisk er al den musik, jeg har hørt med Grind Wireless, blevet fint og levende leveret, og det er blevet til rigtig meget musik i de uger, jeg har testet dem, for det har været en fornøjelse.

Hvis jeg virkelig skulle fordybe mig i en lytteoplevelse med højopløst lyd, ville jeg stadig foretrække en over ear hovedtelefon som den nyligt testede Panasonic RP-HD10, men så er vi også i en anden prisklasse, og til hverdagsbrug er Grind Wireless perfekte.

Læs også: Krystalklar lyd fra Panasonic - anmeldelse af Panasonic RP-HD10

Nem og bekvem betjening

Skullcandy Grind Wireless betjenes med tre knapper, som er placeret på den højre ørebøf.

Plus og minus med en kontrolknap i midten er alt, hvad der er at gøre godt med, og det er alt rigeligt.

Skullcandy Grind Wireless ørebøffer

Den runde midterknap tænder og slukker for headsettet, tager og afslutter opkald, pauser og starter afspilning og bruges tillige, når man skal parre headsettet med sin afspillende enhed.

Plus og minus knapperne bruges - ikke overraskende - til at skrue op og ned for volumen, og hvis du holder dem inde i 3 sekunder skipper de et nummer frem eller tilbage i playlisten.

Smart og simpelt, og det fungerer bare, ligesom mobilopkald også går fint igennem i begge ender af opkaldet, så længe man ikke får for meget vind frontalt på headsettet, da mikrofonen vender fremad.

Skullcandy Grind Wireless farver
Skullcandy Grind Wireless fås i seks forskellige designs.

Den mindre on-ear ørekop betyder også, at der er mindre tendens til sveddannelse, når man bruger Grind Wireless i forbindelse med træning eller anden fysisk aktivitet i forhold til en større og omsluttende over-ear model.

Konklusion

Til en vejledende pris på blot 699 kroner er det meget svært at finde nogen indvendinger mod Skullcandy Grind Wireless.

Du får glimrende lyd og fremragende komfort i et velfungerende Bluetooth headset, der ser godt ud og tillige fungerer med ledning, så det er uden forbehold, at Grind Wireless får en klar anbefaling.

Find de bedste priser på Skullcandy Grind Wireless her