Peter Plys: Nye eventyr i Hundredemeter-skoven

edbpriser.dk 26-08-44093 22:36

Den honningelskende naive bjørn med det store hjerte og den lille hjerne, er formodentlig verden mest elskede plysbjørn.

Da filmen kom i biograferne i efteråret, og Plys og vennerne gik på jagt i Hundredemeterskoven efter Æsels hale, traskede de lige ind på førstepladsen på biolisten, og de fik flotte anmeldelser med på vejen: Jyllands-Posten - 5 stjerner: ”Han virker så simpel, men han er bedre end de fleste”. Dagbladenes Bureau - 5 stjerner: ”Genialiteter til alle generationer”. Berlingske - 4 stjerner, Politiken - 4 hjerter.

En af hemmelighederne bag Peter Plys’ succes er, at her findes noget som både morer og rører alle generationer. Desuden har vi nok alle lidt af, ikke bare Plys, men også Kængu, Kængubarn, Ugle, Tigerdyr, Ninka og Æsel i os. Som Stephen Anderson, en af filmens to instruktører siger: "Man kan beskrive hver enkelt figur med ét ord: Grisling er ængstelighed, Ninka er kontrol, Plys er uskyldighed, Æsel er pessimisme, Ugle er egoisme osv."

Tilbage til rødderne i Hundredemeterskoven
For at få den rette følelse for Peter Plys rejste filmskaberne til England, nærmere bestemt Ashdown-skoven i grevskabet Essex, hvor A.A. Milne skrev bøgerne, og hvor den rigtige Christoffer Robin (på dansk Jakob), Milnes søn, tilbragte sine somre. De besøgte også flere London-museer for at studere E.H. Shepards originalillustrationer til bøgerne, og de kiggede på de tidlige Peter Plys kortfilm, som Disney lavede i slutningen af 60’erne.

Filmen ”Peter Plys: Nye eventyr i Hundredemeterskoven” er inspireret af tre historier fra A.A. Milnes bøger. Filmens udseende kommer direkte fra Milnes bøger. Filmskaberne var i tvivl om den skulle laves i både den klassiske vandfarve fra tidligere og det lidt grove håndtegnede udseende, der normalt er at finde i de fleste animerede film.

Figurerne hopper bogstaveligt talt fra bogsiderne og ind i filmen, fortæller John Lasseter, filmens producer. Og en gang i mellem tager de oven i købet hele ord og bogstaver med sig. Det er klassisk Peter Plys.

Plys-fakta
Historierne fra A.A. Milnes bøger der inspirerede til filmen, er kapitlet ’Christoffer Robin leder en ”ekspotition” til Nordpolen’ fra Peter Plys, og fra Plys' hjørne: ’Æsel mister sin hale’ samt ’Ninka har en arbejdsom dag og vi får at vide hvordan Jakob tilbringer sine morgener’.

Peter Plys blev i 1998 udnævnt til FN's venskabsambassadør af Nane Annan, daværende FN-sekretær Kofi Annans hustru. Den internationale venskabsdag er den 30. juli, en dato der blev fastslået af FN's generalforsamling forrige år.

Peter Plys har sin egen Facebook-side. Her kan man blandt andet sende et kram til nogen man holder af.

Visdomsord fra Peter Plys
Når man er en bjørn, der ikke er så begavet, opdager man, at en idé, som virkede rigtig god inde i hovedet, er anderledes, når den kommer ud i det fri og andre mennesker ser på.

Hvis snoren ikke holder, men falder af, så må man bare prøve med en anden snor.

Kom ikke for sent til det du vil komme til tiden til.

Ninka er begavet. Og han har hjerne. Jeg antager, at det er derfor, han aldrig begriber noget.

Hvis man tænker over det et øjeblik, kan det ske, at man kommer frem til en meget vigtig beslutning.

Jo mere man tænker, jo mere indser man, at der ikke findes noget enkelt svar.

Du kan ikke altid blive i dit eget hjørne af skoven og vente på at andre skal komme til dig. Du skal også gå til dem en gang imellem.

For den uuddannede er et A bare tre pinde.

Jo længere man ligger i vandet desto vådere bliver man.

Hvis du altid siger "vi får se" sker der aldrig nogensinde noget.

”Peter Plys: Nye eventyr i Hundredemeterskoven” er netop udkommet på Blu-ray og DVD.