Prisstærk Nokia Lumia 630 med Windows Phone 8.1

edbpriser.dk 04-06-2014 14:28

Nokia havde i lang tid problemer med at få fodfæste på markedet for smartphones, men med deres Lumia-serie ramte de noget rigtigt. De forskellige mobiler i Lumia-serien er i hvert fald blevet rost meget af anmelderne og har også opnået større og større popularitet blandt forbrugerne.

Nokia Lumia 630 er med en pris på lige over 1000 kroner i den billigere ende af skalaen, men vi tager lige et kig på, om det også giver udslag i specifikationerne.

Nokia Lumia 630 med Windows Phone 8.1 byder på flere nyheder

Windows Phone 8.1 er en meget rost softwareopdatering til den oprindelige Windows Phone 8, og Lumia 630 kommer med denne opdatering præinstalleret. Det lyder måske ikke af det store, men det betyder faktisk en hel del.

Læs også: Windows Phone 8.1 opdatering kommer 24. juni til de andre Lumia telefoner

Den mest interessante tilføjelse, som 8.1 har ført med sig, er nok Cortana. Cortana er for Windows Phones, hvad Siri og Google Now er for henholdsvis iPhones og Android-telefoner.

Det er nemlig en stemmeaktiveret assistent, der kan hjælpe dig med at søge på nettet, lave påmindelser, finde vej, ringe eller SMS’e til kontakter, skrive noter, spille musik og meget mere.

Man kan også føre korte samtaler med Cortana eller stille spørgsmål, hvorefter Cortana svarer. Den er desuden vittig på samme måde som Siri og svarer for eksempel undgående, hvis man spørger ”Do you love me?”.

Derudover er der et nyt notifikationscenter, flere ændringer i interface og andre opdateringer, der markant forbedrer oplevelsen fra Windows Phone 8.

Vælg mellem flere farver på din Nokia Lumia 630

Nokia Lumia 630 kommer i fem forskellige farver: Grøn, orange, gul, sort og hvid, så du kan vælge en, der passer til dig.

Nokia Lumia 630 farver

Samtidig skal du huske på, at Windows Phone 8 systemet er bygget sådan op, at det er let at skifte farvetema på selve brugerfladen også, hvor du kan vælge at mellem 20 forskellige farver til dine Live Tiles og dermed nemt kan opfriske den side af mobiltelefonen, som du trods alt kigger mest på.

Fine specifikationer trods prisen

Med Nokia Lumia 630 får du en 4,5 tommer ClearBlack IPS skærm, der er iøjnefaldende flot med sin dybe sorte og de klare, sprudlende farver, der lader de farverige Live Tiles fra Windows Phone systemet komme til deres ret.

Processoren i Nokia Lumia 630 er ikke den største på markedet, men du får alligevel en Quad-Core Snapdragon 400 processor på 1,2 GHz med i købet, der fint klarer alle opgaver.

Den indbyggede hukommelse er på beskedne 8 GB, men for en fornuftig pris kan du opgradere med helt op til 128 GB i form af et MicroSD-kort, og så følger der i øvrigt 7 GB lagerplads i skyen med i købet.

Dermed er du rimelig sikker på aldrig at løbe tør for lagerplads.

Læs også: Ny Windows Phone 8.1 får ros: Nu er Microsoft klar til kamp

Kameraet er også kun på 5 MP, men med mindre du skal have dine billeder blæst op i meget store størrelser, er det fint til langt de fleste formål.

Samlet kan man vel godt sige, at Nokia har skåret de rigtige steder, når det kommer til Lumia 630’s specifikationer, og at man får virkelig meget mobiltelefon for pengene med Nokias første Windows Phone 8.1 smartphone, Lumia 630.