Pro Evolution Soccer 2011

Kristian Nymoen - Gamereactor 14-03-42730 07:00

"Pro Evolution Soccer" blev i flere år anset for at være det overlegne fodboldspil. Det var i høj grad på grund af en dynamisk spilmotor, der var så velpoleret, at selv tilfældigheder på banen virkede troværdige nok til at kunne ske i en ægte fodboldkamp. Spilmotoren var suveræn.

De seneste år har det derimod været FIFA-serien, som har etableret sig som kaptajnen på det virtuelle græstæppe. Ved at tage mange af PES-seriens enestående spilmekanikker til sig, videreudvikle dem til sine egne og oven i købet smide en fræk præsentation oveni, etablerede FIFA-serien sig som menigmandens yndlingsfodboldspil. Konami har taget den negative udvikling alvorligt, og "Pro Evolution Soccer 2011" lanceres med de største og dristigste ændringer i seriens historie.

Og hvorfor er det så dristigt? Selv garvede PES-spillere kan ikke genkende serien ved de første boldberøringer, især på grund af et totalrenoveret afleveringssystem. Med garvede spillere mener jeg flere af verdens bedste PES-spillere, som jeg mødte under verdensmesterskabet i Spanien i sidste uge. Det er et afleveringssystem som kræver en rolig hånd på controlleren for at sende meget præcise afleveringer. Det kan sikkert virke afskrækkende på nogen men er langt mere belønnende, når man mestrer det.

For efter at have knaldet bolden op på tribunen og sendt den udover sidelinjen hundredevis af gange, begynder de korte afleveringer langsomt men sikkert at sidde. Man besidder en frihed til at lægge afleveringen nøjagtigt det sted på banen, man ønsker, og med en præcision som overgår alle andre fodboldspil. Når man får has på controlleren og begynder at sende fløjlsbløde gennembrudsafleveringer, som sidder på tåspidsen af medspillerne, er det den mest engagerende og troværdige fodboldspilsoplevelse nogensinde.

 


Læs mere...