Qualcomm er bedre end nogensinde med Snapdragon 810

edbpriser.dk 16-08-47097 15:36

Vi kigger nærmere på den nyeste flagskibsprocessor fra firmaet Qualcomm, der i øjeblikket er tæt på at være altdominerende, når det kommer til smartphoneprocessorer.

Når du spiller det nyeste spil, ser film eller optager en video i høj kvalitet på din smartphone, så er der især én lille del af din telefon, der arbejder benhårdt på at give dig den bedst mulige performance, og det er din smartphones processor.

Kvaliteten af processoren er ofte udslagsgivende for, hvor flydende en oplevelse du har, når du bruger din smartphone. I dag er så godt som samtlige flagskibsmodeller med Android udstyret med en Qualcomm processor, og det er den position, som Qualcomm håber, at Snapdragon 810 kan bevare.

Rå power er ikke alt

Snapdragon 810’s Octa-Core setup er fuldt ud i stand til at kværne derudad med større kraft end næsten alle andre processorer på markedet, men benchmark-præstationer er ikke længere den altoverskyggende faktor, når man skal vurdere en processors kvalitet.

Læs også: Samsung Galaxy S6 ligner en ny smartphone-konge

Processorer er en af de allerstørste energislugere i din smartphone, så energieffektivitet er også et stort krav.


Cortex-A57 kernerne tager de krævende opgaver, mens Cortex-A53 tager sig af resten.

Dette hensyn tager Qualcomm især gennem Octa-Core strukturen, hvor man finder 4 high-performance Cortex-A57 kerner, der tager sig af de krævende opgaver, og overlader opgaverne til 4 energieffektive Cortex-A53 kerner igen, når den krævende del er overstået.

Det er blandt andet dette samarbejde, der betyder, at Snapdragon 810 er Qualcomms mest energieffektive processor til dato.

Kølig og 4K-klar

Alle der har spillet et spil på sin smartphone, der er bare en smule krævende, ved, at den kan blive ret så varm. Det meste af den varme kommer fra processoren, der arbejder hårdt for at efterkomme de krav, der bliver stillet til ydeevnen.

Hvis temperaturen kommer for højt op som følge af længere brug, kan processoren blive nødt til skrue ned for aktiviteten med forringet ydeevne som følge.


Der bliver skruet ned for ydeevnen, hvis temperaturen er for høj.

Derfor var varmeskabelsen også et fokuspunkt i udviklingen af Snapdragon 810, hvilket betyder, at den nu kan holde sig på acceptable temperaturer ved høj ydeevne i op til dobbelt så lang tid som forgængeren Snapdragon 800.

Det hænger også godt sammen med, at Qualcomm har forbedret 4K-mulighederne, da visning og optagning af 4K-indhold typisk er lig med et stort arbejdspres.

Processoren gør nu fremtidige smartphones i stand til at vise 4K-indhold både på eget og et eksternt display på samme tid, ligesom den er i stand til at optage, afspille, streame og komprimere 4K video med et lavere energiforbrug end tidligere.

Læs også: Saygus V2: En mobil med det hele

Andre forbedringer tæller desuden kraftigt forbedret signalstyrke, indbygget support af trådløs opladning og meget mere.

Vi er dog først i stand til at se Snapdragon 810’s fulde potentiale, når vi ser den i det kommende års flagskibsmodeller, ligesom vi vil se, hvor godt den klarer sig i konkurrence med Apples A8 og Samsungs nye Exynos-processor.