Qualcomm på vej med Chromecast-killer

edbpriser.dk 19-02-2015 08:47

Chromecast dominerer i øjeblikket markedet for HDMI-dongles, der kan opgradere ethvert uintelligent TV med en HDMI-port til at kunne mere eller mindre det samme som de nye Smart TV fra de store producenter.

Nu ser det dog ud til, at Qualcomm vil udfordre Chromecasts dominans. Det vil de gøre med deres 4K Streaming Adapter, der næsten er en Android telefon i sig selv. Det skriver Slashgear.

Streaming med eller uden din smartphone

Chromecast kræver, at man bruger en ekstern enhed, i form af enten en computer, tablet eller smartphone, før man kan streame indhold, men det er ikke sikkert, at det samme vil være tilfældet med Qualcomms HDMI-dongle.

Læs også: Microsoft Wireless Adapter er nu til salg

Der er dog tale om en prototype, så hvordan det præcis skal udmøntes, afhænger i sidste ende af de reelle producenter. Men Qualcomm har ladet en hel del muligheder være åbne, da prototypen ser ud til at være i stand til lidt af hvert.

Den er udstyret med samme kraftige processor, som man finder i de fleste flagskibsmodeller i dag, nemlig Snapdragon 800, og der er endda snak om at opgradere den til Snapdragon 810, når den bliver klar til produktion.


Denne lille røde HDMI-dongle er udstyret med slagkraftige specifikationer. Billede: Slashgear.

Derudover er der installeret en fuldt funktionsdygtig version af Android, og kombinerer man det med det de gode forbindelsesmuligheder i form af Wi-Fi eller 4G, så er der ikke noget i vejen for, at man med Qualcomms HDMI-dongle får sin egen Android-computer på TV’et.

Den måske største forskel på Chromecast og Qualcomms HDMI-dongle er, at sidstnævnte giver mulighed for at streame i 4K. Chromecast streamer kun i 1080p HD, hvilket hurtigt kan vise sig at være for lidt for forbrugerne, hvis 4K-formatet bliver en succes.

Som tidligere nævnt er der kun tale om en prototype, og hvorvidt vi får 4K Streaming Adapter at se, afhænger af, at en eller flere af Qualcomms partnere vælger at sætte den i produktion.

Læs også: Samsung: Vores Smart TV overvåger ikke forbrugere

Hvis det lykkes Qualcomm at få deres dongle sat i masseproduktion, bliver den største udfordring nok at konkurrere med Chromecasts prisskilt, da man i dag kan få en eksemplar for 270 kroner, hvilket bliver sværere for Qualcomms produkt at holde på grund af de mere slagkraftige specifikationer.

Kommer 4K Streaming Adapter på markedet, og holder prisen sig under 300 kroner, så kunne det til gengæld meget vel tænkes, at det er slut med Chomecasts dominans på markedet for HDMI-dongles.