"R" - et hårdtslående drama

edbpriser.dk 09-11-2010 15:28

"R" foregår i Horsens Statsfængsel blandt landets hårdeste kriminelle, og oplevelsen af denne hårdt-mod-hårdt verden har allerede rystet det danske biografpublikum og anmelderkorps godt og grundigt.

Handlingen
Rune ankommer til Horsens Statsfængsel, Danmarks hårdeste fængsel, for at afsone en voldsdom. Hans intention er at holde sig for sig selv og undgå problemer for derved at komme ud af sin kriminelle løbebane. Men fængslet er fyldt med regler, æresbegreber, skjulte dagsordener og interne overenskomster som han forsøger at navigere rundt i.

Skal Rune overleve i denne verden, er han nødt til at finde sin plads i det interne hierarki. I en verden hvor tremmer og fængslets tykke mure isolerer ham fra friheden og hvor blodstænk på vægge og gulve vidner om en barsk verdensorden, er Rune reduceret til at være et nummer og et bogstav: R.

Historien bag filmen
Tobias Lindholm havde en nær ven, der blev dømt til 4 års fængsel, og gennem brevudveksling og besøg i fængslet blev han opmærksom på, at han faktisk ikke havde nogen reel idé om, hvad en årelang fængselsstraf egentlig indebærer.

Dette førte til grundig research i forholdene for indsatte i Danmarks fængsler og til erkendelsen af, at der var en historie, der var nødt til at blive fortalt.

Tobias Lindholm kontaktede sin gode ven, dokumentarfilm-instruktøren Michael Noer, der med sin fascination af virkeligheden kunne hjælpe med at indfri ambitionen om at skabe en ekstremt virkelighedsnær fiktionsfilm om livet i et dansk fængsel.

Instruktørerne
Michael Noer er kendt for at stå bag nogle af de mest rørende, underholdende og virkelighedsnære danske dokumentarfilm i de seneste år. Med filmen "Vesterbro" (2007) portrætterede han sine unge naboers stormfulde kærlighedsforhold gennem deres egne dagbogsoptagelser – som indbragte Noer en special mention på årets CPH:DOX filmfestival. "De Vilde Hjerter" (2008) fulgte året efter den fynske knallertbande af samme navn på en sjov og dramatisk fællesudflugt til Polen.

Tobias Lindholm debuterede som manuskriptforfatter med kortfilmen "Hawaii" (2006), som Michael Noer instruerede. Han fik afgang fra filmskolen i 2007, og har siden skrevet episoder af DR's succesfulde TV-serie "Sommer" (2008), samt til den aktuelle stort anlagte DR-serie "Borgen" (2010). Han skrev desuden manuskriptet til Thomas Vinterbergs roste "Submarino" (2010).

Skuespillerne
Pilou Asbæk brød igennem med sin hovedrolle i Niels Arden Oplevs stærke kærlighedsdrama "To Verdener" (2008), og blev øjeblikkeligt spået en stor fremtid som skuespiller. Han har siden medvirket i bl.a. filmene "Dig og Mig" (2008), "Monsterjægerne" (2009) og Pernille Fischer Christensens "En Familie" (2010), samt TV-serierne "Forbrydelsen II" (2009), "Blekingegade" (2009), "Manden Med De Gyldne Ører" (2009) og den kommende DR-serie "Borgen" (2010).

Udover Pilou Asbæk er stort set samtlige medvirkende i "R" amatørskuespillere, som er fundet direkte fra den virkelige fængselsverden, hvilket understreger instruktørernes ekstremt realistiske agenda.


Deltag i konkurrencen om at vinde "R" her