Rapport bekræfter iPhone 7 rygter

edbpriser.dk 29-10-48575 19:16

Det amerikanske nyheds- og analyseselskab Bloomberg har fra kilder med direkte adgang til Apples nyeste prototyper fået bekræftet en stor del af de rygter, som florerer om Apples iPhone 7 modeller, der bliver officielt afsløret om en måneds tid.

Det betyder, at vi i starten af september højst sandsynligt bliver præsenteret for nye iPhone modeller, der kommer til at ligne iPhone 6s og 6s Plus med et mere diskret antenne-linje design, dobbelt kamera system på 5,5 tommer Plus modellen, en ny Home knap og et farvel til hovedtelefonstikket.

Bedre kamera på iPhone 7 Plus

Der har været en del gisninger omkring formålet med det dobbelte kamera system på iPhone 7 Plus, men ifølge Bloomberg vil det indebære to fordele.

For det første vil det forbedre den generelle billedkvalitet - især ved lav belysning, og for det andet vil det dobbelte kamera give bedre skarphed, når man zoomer ind på et motiv (se video herunder).

Læs også: Se iPhone 7 Plus prototype

Det dobbelte kamera vil kun optræde i den større iPhone 7 Plus, så hvis billedkvalitet er en prioritet for dig, er det den, du skal vælge.

Ny Home-knap

Som vi kunne fortælle for et par uger siden, kommer der nye Home-knapper på iPhone 7 modellerne, hvilket også bliver bekræftet af Bloombergs kilder.

iPhone 7 rendering af Martin Hajek
iPhone 7 rendering af Martin Hajek.

Home-knappen bliver nu fast og ikke klikbar som hidtil, men vil derimod være en touch-knap med haptisk feedback og Force Touch funktion.

Farvel til hovedtelefonstikket

Det efterhånden gamle men vedholdende rygte om, at Apple dropper hovedtelefonstikket på iPhone 7 og 7 Plus, bliver også bekræftet af Bloomberg.

Fremover skal iPhone brugere i stedet benytte sig af Lightning-indgangen eller Bluetooth, når der skal høres musik fra mobilen.

Til gengæld for det klassiske 3,5 mm jack-stik har Apple fået plads til en ekstra højttaler, og det skulle også have været medvirkende til, at gøre iPhone 7 modellerne tyndere.

Nye farver på iPhone 7 og 7 Plus?

Rygterne om, at Apple vil introducere en ny sort og en ny blå farve sammen med iPhone 7 og 7 Plus, nævner Bloomberg derimod ikke, så om de kommer er stadig uvist.

iPhone 7 rendering af Martin Hajek
iPhone 7 rendering af Martin Hajek.

Læs også: Ny farve på iPhone 7

iPhone 7 og 7 Plus forventes som nævnt at blive præsenteret i starten af september.