Razer Blade kommer til de nordiske lande først

edbpriser.dk 02-12-2015 09:49

Den 14 tommer dedikerede gaming laptop, Razer Blade, blev af Gizmodo udnævnt til dette års "Bedste tynde Gaming Laptop til ethvert behov", og den blev også hædret med en "Editor's Choice" pris fra både PC Magazine, Laptop Magazine og Reviewed.com.

Og nu har de flinke folk fra Razer været så venlige at vælge de nordiske lande til at være de første i Europa til at få glæde af den kraftige bærbare gamer PC.

Læs også: Den letteste Skylake gaming laptop

I løbet af december vil Razer Blade dukke op i to 14 tommer udgaver med nordisk versionerede tastaturer, hvor den ene har en IGZO QHD+ touch-skærm med en opløsning på 3200 x 1800 px, og den anden har et IPS Full HD display med en opløsning på 1920 x 1080 px.

Standard-bestykningen er ganske imponerende med en Intel Quad-Core i7-4720HQ processor på 2,6/3,6 GHz (Basis/Turbo), et NVIDIA GeForce GTX 970M grafikkort med 3 GB GDDR5 VRAM og 256 GB SSD, der dog kan varieres i QHD+ udgaven til enten 128 eller 512 GB.

QHD+ varianten er også udstyret med 16 GB DDR3L RAM, mens man må nøjes med 8 GB i Full HD versionen, og begge modeller kommer med Windows 10.

Læs også: Bærbar til Star Wars fans

Priserne for de to Razer Blade modeller bliver naturligvis ikke de laveste, da vi ender et sted omkring de 18.700 kroner for QHD+ versionen og cirka 17.000 for Full HD udgaven, når de danske afgifter er betalt.