Robotterne i hjemmet er kommet for at blive

edbpriser.dk 22-04-2014 07:12

Nogle anser måske robotter i hjemmet, som noget der hører til i filmens verden, men faktisk er der mange selskaber, der tilbyder robotter til hjemmet. Robotter er da også langsomt ved at gøre deres indtog i de danske hjem, hvilket er til stor glæde for mange mennesker.

Ifølge indkøbschef i Elgiganten, Espen Nordheim, er plæneklipperrobotter de mest populære i Norden med blandt andet 30.000 solgte sidste år i Sverige.

Robotstøvsugere er dog også populære, og har været solgt længe. I dag er det især LG’s VR5942L og iRobots Roomba, der er populære.


Scooba fra iRobot vasker gulvet, og fjerner op mod 98 % af alle bakterier.

Robotter der kan vaske gulvet, er dog af nyere dato. Her kan nævnes iRobots Scooba 390, der fjerner op til 98 % af bakterierne fra gulvet, og undgår tæpper og trapper.

Læs også: Testvinder: Ny robotstøvsuger fra LG klarer støvet – selv i hjørnerne

Allerede i dag kan man altså få robotter, der klarer græsplænen, støvsugningen og gulvvasken.

Flere robotter på vej

Det slutter dog ikke her. Snart kommer der også en robot på markedet, som klarer vinduespudsningen.

”Indream Hobot er den mest spændende robotnyhed i år. Den suger sig fast på et hvilket som helst vindue og bruger mikrofiberklude til at rengøre overfladen. Hobot kan arbejde i timevis, da den får strøm gennem stikkontakten. Hvis strømmen skulle gå, vil den ikke falde ned, men hænge fast på vinduet i en halv time”, siger Nordheim.


Her ses Indream Hobot i fuld aktion.

Indream Hobot kan også klare fliser, brusekabiner, glasborde og alle andre hårde og plane overflader.

Hvor går grænsen for robotterne?

En tendens ved de nye hushjælpsrobotter er specialisering. De klarer nemlig ikke mere end en opgave, og robotten der kan klare alt hushjælpen, kommer aldrig ifølge Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker og leder af Fremforsk.

Læs også: Fremtidens hjem er smart

I stedet vil tendensen med mange specialiserede robotter fortsætte.

”Jeg ser for mig en stor holografisk 3D-skærm som man kan snakke med direkte, og som holder styr på både alle familiemedlemmer og alle de mange robotter”, siger Jesper Bo Jensen.

Ligegyldigt om det bliver én eller mange robotter til at klare rengøringen, så lyder den fremtid ikke helt dårlig. Nu venter vi bare på nyheden om robotten, der vugger hængekøjen.