"Ronal Barbaren" på 3D Blu-ray og DVD

edbpriser.dk 01-02-2012 08:15

"Ronal Barbaren" er historien om verdens slappeste barbar med verdens største udfordring.

Følg det helt unikke redningsteam Ronal, Alibert, Zandra og Elric i det gennemført underholdende animationseventyr, ”Ronal Barbaren”, der er skabt af landets dygtigste, mest erfarne og vovelystne 3D-animationstosser.

En bette helt
Ronal er Barbar... selvom man nok skal vide det, for at kunne se det. Men da hans frygtløse barbarklan pludselig angribes og tages til fange, viser Ronals lille størrelse at være en stor fordel.

Hele klanens skæbne hviler nu i Ronals rystende hænder. I selskab med den voluminøse, pigeglade skjald Alibert, den smækre, krigeriske Zandra og den løjerlige elver-guide Elric, drager Ronal, uden så meget som skyggen af en muskel, ud på et farefuldt og fantastisk eventyr for at redde barbarerne. Kan en slapsvans redde verden?

Deltag i konkurrencen om at vinde "Ronal Barbaren" på DVD

Animationsteamet
Det er i høj grad erfarne animationskunstnere, der er på spil i "Ronal Barbaren".

Thorbjørn Christoffersen og Kresten Vestbjerg Andersen instruerede sammen med Stefan Fjeldmark den noget nær legendariske danske animationsfilm "Terkel i knibe", der i 2004 fik dansk animationsfilm til tops på biograf-hitlisten.

Thorbjørn Christoffersen fulgte op med "Rejsen til Saturn" (2008), også med Kresten Vestbjerg Andersen på holdet. På "Ronal Barbaren" har de to fået selskab af en tredje medinstruktør, nemlig den kreative idémand, Philip Einstein Lipski, og har sammen skabt årets store animationsbrag, der er baseret på Thorbjørn Christoffersens manuskript – efter idé af alle tre animationstosser.

Ronal Barbaren

Skarpe stemmer
På lydsiden har instruktørerne samlet et meget alsidigt hold af stemmeleverandører, der udover Anders Juul (Ronal), Hadi Ka-Housh (Alibert), Lærke Winther (Zandra) og Brian Lykke (Elric) som det spraglede firkløver, også inkluderer bl.a. Lars Mikkelsen, Lars Bom, Ole Thestrup, Jesper Binzer, Szhirley, Bodil Jørgensen, L.O.C. og såmænd selveste Gitte Nielsen.

3D-version
Har man sørget for at holde hjemmebioudstyret helt opdateret og toptunet, er der også mulighed for at opleve Ronal på tætteste hold – så at sige ’direkte i face’. Blu-ray udgivelsen af "Ronal Barbaren" indeholder nemlig også filmen i en digital 3D-version, ligesom den blev vist i udvalgte 3D-biografer i efteråret.

Ekstramateriale
Barbarian Rhapsody musikvideo, Behind The Scenes galleri og storyboard, trailers, teasers & motionposters