Rygte: Apple holder afslørings-event til marts

edbpriser.dk 16-09-47921 23:40

Rygtemøllen om Apple står aldrig stille, og nu forlyder det fra Übergizmo, at æblefabrikken vil stå klar med to nye produkter allerede til marts.

Ny mindre iPhone 6c

Det ene produkt er en mindre iPhone 6c, der vil minde om plastik-mobilen iPhone 5c i udseende, og have en lidt mindre skærm end de nuværende topmodeller, iPhone 6s og 6s Plus.

Læs også: iPhone skal have en panik-knap

Denne mindre iPhone 6c er også forudset af den anerkendte analytiker Ming-Chi Kuo, som vi rapporterede i starten af november.

Med en mindre iPhone 6c reagerer Apple på de brugere, som har ønsket sig en mindre skærm, siden Apple lod deres smartphones vokse til henholdsvis 4,7 og 5,5 tommer.

En iPhone 6c på 4 tommer vil være nemmere at navigere rundt på med en hånd, og så kunne man også håbe på, at en mindre model bliver fulgt af en mindre pris.

Apple Watch 2. generation

Apple skulle ved samme lejlighed være klar med 2. generation af Apple Watch, men hvilke nyheder, der vil være i den næste version, vides der ikke meget om.

Rygterne går på bedre fitness funktioner, søvn-overvågning og muligvis et Facetime kamera, men der er ikke kommet nogle håndfaste lækkede oplysninger endnu.

Læs også: Lækket: De første billeder af Samsung Galaxy S7 Plus

Muligheden for, at Apple er klar med deres vævede display i urremmen, er naturligvis også til stede, men det er fortsat meget usikkert, hvor langt de er nået med teknologien.