Rytteriet - TV-satire for voksne

edbpriser.dk 01-06-43631 11:40

DR2's populære og prisbelønnede satireprogram "Rytteriet" udkommer nu med en dobbelt DVD indeholdende de ti TV-udsendelser samt en ”Nytårsspecial” som bonusmateriale. Desuden indeholder DVD’en syv nyindspillede ”Penissange”, som ikke før er set på TV.

”Vi kører den ind med penis” og ”Du’ sgu sød – og rig” er efterhånden blevet talemåder hos den danske befolkning - vel at mærke den del, som har fulgt "Rytteriet"s populære satireprogrammer på radio og TV. ”Penissangene”, hvor centrale ord i kendte sange udskiftes med ”penis”, har fået deres eget liv på nettet.

Vi kender "Rytteriet" fra mange sammenhænge, men de evigt liderlige snobber Fritz og Poul var dem, som åbnede døren til "Rytteriet"s univers på radio og TV for et større publikum.

Men også karakterer som Stripper Jens - der drømmer om at blive mandestripper, Erik og Else - et ægteskab der aldrig bliver godt, Gumbasmanden - en terapeut med tvivlsomme evner, Dage med Tage – Verdensmanden fra Frederiksberg, Dialektservice, Jørgen Leth, en let lummer version af En arbejdsplads i Danmark og Mor & Datter diskussionerne er nogle af de svært underholdende, tilbagevendende sketches, der tilsammen udgør "Rytteriet".

Langtidsholdbar satire
Det er ikke al satire, der er langtidsholdbar, men i tilfældet "Rytteriet" forholder det sig anderledes. Rasmus Botoft og Martin Buch har sammen bygget deres skæve karakterer og humor op gennem en årrække.

Rytteriets to populære snobber, Fritz og Poul

Det startede på teatret i 2004 og 2005 med Dusk og Bomholt, derefter kom der flere karakterer til på radioens P2, der i perioder var den mest downloadede podcast på iTunes. D. 20. oktober 2010 fik Rytteriet premiere på TV, og populariteten er siden vokset så eksplosivt , at "Rytteriet" også kan opleves live på Bellevue Teatret i en forlænget spilleperiode i efteråret 2011. 

Udover Rasmus Botoft og Martin Buch medvirker også Bodil Jørgensen, Nis Bank Mikkelsen, Lisbeth Wulff, Henrik Balling, Bjørn Fjæstad, Marie Key, med flere.

OBS: Fredag den 19/8 vandt "Rytteriet" TV-prisen 2011 for Bedste TV-satire/comedy.

"Rytteriet" udkommer 6. september 2011.