Så er iPhone 6 og iPhone 6 Plus præsenteret - Opdateret med danske priser og dato

edbpriser.dk 16-06-2014 12:52

Med underoverskriften "Wish We Could Say More" havde Apple inviteret til den storstilede præsentation af deres nye iPhone 6 mobiler, som blev live streamet til hele verdens Apple enheder.

Apple kom dog så katastrofalt fra start, at alle, der sad og prøvede at følge med derhjemme eller på arbejde, hurtigt fik givet eventet en ny overskrift: "Wish We Could SEE More!"

Live streamingen faldt nemlig ud lige så hurtigt, som den kom i gang, og når den endelig kørte, var det med japansk simultantolk indover taleren på scenen.

Eller som en Twitter-bruger udtalte: "Microsoft kunne ikke have gjort det dårligere!"

Så for denne journalist endte det med, at jeg lige så godt kunne følge med i live opdateringen på Apple.dk.

iPhone 6 og iPhone 6 Plus - større og bedre

Hvis du har fulgt med i iPhone 6 rygterne her på siden, var der da heller ikke mange overraskelser i vente fra Cupertino her til aften.

Designet og de fleste specifikationer på de to større iPhone 6 modeller var præcist som de seneste læk havde indikeret, som du i hvert fald udseende-mæssigt kan se på billederne her på siden.

iPhone 6

Navnene er iPhone 6 for 4,7 tommer modellen, mens den store 5,5 tommer udgave hedder iPhone 6 Plus.

Indmaden kom som ventet til bestå af en ny og hurtigere A8 processor og hurtigere grafik, der ifølge Apple vil gøre iPhone 6 Plus i stand til at afvikle spil i højere opløsning end både PlayStation 4 og Xbox One.

Hertil kommer flere understøttede 4G LTE bånd verden over, så iPhone 6 og iPhone 6 Plus nu understøtter 200 LTE bånd, hvilket er flere end nogen anden smartphone.

Wi-Fi er også blevet opgraderet til 802.11ac, og det er nu muligt at foretage opkald over Wi-Fi, når man er i områder med dårlig dækning.

Hovedkameraet i iPhone 6 og iPhone 6 Plus er på 8 MP og er blevet forbedret på en lang række områder - heriblandt billedstabilisering, slow motion optagelse i 240 fps, ansigtsgenkendelse og mulighed for at lave time-lapse videoer.

FaceTime kameraet på fronten er også forbedret, så det nu lukker 80 % mere lys ind og kan tage 10 billeder i sekundet, så du kan vælge den bedste selfie efterfølgende.

Priserne for iPhone 6 og iPhone 6 Plus var de største overraskelser

Aftenens største overraskelse var nok, at iPhone 6 og iPhone 6 Plus slet ikke blev så dyre, som rygterne havde forudsagt.

iPhone 6 priser i dollars

Begge iPhone 6 modeller kommer i 16, 64 og 128 GB udgaver, og priserne for iPhone 6 bliver $199, $299 og $399, mens de hedder $299, $399 og $499 for iPhone 6 Plus.

iPhone 6 Plus priser i dollars

Det er slet ikke i nærheden af de tidligere rygter om kæmpe prishop på de nye større iPhone 6 modeller, og det er jo en glædelig overraskelse.

Samtidig ser det ud til, at iPhone 5s og 5c bliver sat ned i pris.

iPhone 6 og iPhone 6 Plus kan bestilles i Danmark fra den 26. september

Fra scenen i Cupertino blev der kun fortalt om de ni udvalgte lande, hvor iPhone 6 og iPhone 6 Plus ville blive sat til salg den 19. september, hvorefter andre (unavngivne) lande ville følge senere.

Apple.dk er dog siden blevet opdateret, og her fremgår det, at man kan bestille både iPhone 6 og iPhone 6 Plus fra den 26. september.

iPhone 6 og iPhone 6 Plus - danske priser og bestillingsdato

Om de to mobiler så også begynder at blive sendt ud til kunder på den dato vides ikke.

Til gengæld kan man se de danske priser for iPhone 6 og iPhone 6 Plus uden abonnement, og de er som følger:

iPhone 6 - 16 GB koster 5.199,-
iPhone 6 - 64 GB koster 5.999,-
iPhone 6 - 128 GB koster 6.799,-

iPhone 6 Plus - 16 GB koster 5.999,-
iPhone 6 Plus - 64 GB koster 6.799,-
iPhone 6 Plus - 128 GB koster 7.599,-

På vores dedikerede iPhone 6 og iPhone 6 Plus side kan du få overblikket over den bedste pris på iPhone 6 - med eller uden abonnement så snart den er mulig at bestille i Danmark

iPhone 6 og iPhone 6 Plus som betalingskort

Som vi skrev om for nylig, bliver det også muligt at betale for varer i butikker med iPhone 6 og iPhone 6 Plus ved hjælp af den indbyggede NFC chip og fingeraftrykslæseren.

Apple har indgået aftaler med store firmaer som McDonald's, Disney, Subway, Toys'R'Us, Staples, Nike med flere, så der er god grund til at tro, at der endelig kommer gang i betaling med mobiltelefonen.

Løsningen hedder meget opfindsomt Apple Pay, og American Express, MasterCard og VISA plus en lang række - umiddelbart kun amerikanske - banker, så det kommer nok heller ikke til Danmark lige i første omgang.

Og så lige en ting mere... Apple Watch

Til sidst blev det ventede iWatch præsenteret, som i stedet kom til at hedde Apple Watch.

Apple Watch

Udseendet blev ikke helt så revolutionerende som ventet, men funktionaliteterne ser til gengæld ud til at være virkelig godt gennemarbejdede, som det gerne er tilfældet med Apples produkter.

Læs mere om Apple Watch her