Så sker det: Microsoft køber Nokia

edbpriser.dk 23-04-45643 20:06

Microsofts overtagelse af Nokia har været rygtet lige siden, Microsoft og Nokia indgik deres partnerskab om, at Nokia eksklusivt skulle lave Windows Phone smartphones tilbage i februar 2011.

Og her til morgen har Microsoft udsendt en pressemeddelelse, hvor de redegør for de nærmere detaljer omkring handlen.

Læs også: Kæmpe Nokia Bandit på vej

Microsoft betaler en høj pris for Nokia

Microsoft betaler 7,2 milliarder dollars - eller 40,7 milliarder kroner - for Nokias mobiltelefon-afdeling og en portefølje, der indbefatter mere end 38.000 patenter.

32.000 Nokia ansatte bliver overført til Microsoft som et led i handlen, mens Nokia selv beholder 56.000 ansatte.

Handlen ventes afsluttet i første kvartal af 2014, efter de nødvendige myndigheder og Nokias aktionærer har godkendt købet.

Microsoft og Nokia satser stort på mobilmarkedet

Med Microsofts overtagelse af Nokia står det klart, at Microsoft vil gøre alt for at være en væsentlig del af det stadigt voksende mobilmarked.

Den afgående Microsoft chef, Steve Ballmer, kalder selv handlen for "et modigt skridt ind i fremtiden", og de to firmaers endnu tættere samarbejde skal sikre større gennemslagskraft for Windows Phone systemet, der stadig kæmper med en markedsandel omkring de 3,7 procent.

Læs også: Windows Phone overgår BlackBerry

Microsoft får en større del af kagen

Før Microsofts overtagelse af Nokia fik Microsoft under 10$ for hver solgt Nokia Windows Phone. Efter Nokias indlemmelse i koncernen vil den andel stige til mere end 40$, ifølge AllThingsD.

Nokia bliver på den anden side sikret økonomisk med Microsofts gigantiske pengetank i ryggen, og sammen kan de to firmaer udnytte hinandens styrker meget bedre, ifølge Nokia chef, Stephen Elop, som ser en god synergi-effekt mellem Microsofts software ekspertise og Nokias produktudviklings-ekspertise.