Sådan bliver næste års topmobiler

edbpriser.dk 16-12-2014 11:10

Hjertet i din smartphone er computerchippen, som i dag er meget mere end bare processoren, der leverer den rå regnekraft.

System-on-a-Chip (SoC) er betegnelsen for chippen, der indeholder både processor, grafik GPU, 3G-/4G-forbindelse, kamerastyring, GPS, bevægelsessensorer med meget mere, og som dermed styrer alle de vigtigste funktioner i en moderne smartphone.

Snapdragon 810 SoC layout

En af verdens førende leverandører af SoC-chips, Qualcomm, har for nylig præsenteret deres Snapdragon 810 chip, som vil begynde at dukke op i topmobilerne fra verdens største mobilproducenter i første halvdel af 2015.

Snapdragon 810 med otte kerner

Snapdragon 810 er en 64-bit chip med otte kerner, hvoraf de fire er baseret på det kraftfulde ARM Cortex-A57 design, mens de resterende fire er baseret på lavenergi-kernen Cortex-A53.

Til sammenligning kører Sonys spritnye Xperia Z3 på en fire-kernet processor, så der bør virkelig komme skub i næste års mobiler.

Grafikprocessoren i Snapdragon 810 er Qualcomms egen Adreno 430.

Snapdragon 810 fra Qualcomm

4K opløsning på mobilen og hjemmets fladskærm

Det går ikke helt så hurtigt med udbredelsen af 4K formatet, som man kunne ønske, men med Snapdragon 810 installeret i mobilen bliver det ikke noget problem at lave sit eget 4K materiale.

Læs også: Dobbeltskærmsmobilen YotaPhone 2 kommer til Danmark

Snapdragon 810 understøtter nemlig både optagelse og afspilning af 4K indhold, og chippen er desuden kraftig nok til også smide det op på den store fladskærm i stuen.

55 MP billeder og 3x optisk zoom ved hjælp af avanceret dobbeltkamera

Qualcomms nye chip kan håndtere stillbilleder på helt op til 55 MP, og som om det ikke er interessant nok i sig selv, så understøtter Snapdragon 810 også Corephotonics' dobbeltkamera-system, der kombinerer billedinformation fra et vidvinkel- og et teleobjektiv.

Læs også: Læg en smartphone under juletræet i år

Med avanceret billedbehandling kombineres informationen fra de to kameraer, så man får oplevelsen af 3x optisk zoom for stillbilleder og 5x for video.

Resultatet skulle give langt bedre forstørrelser af motiver på afstand end det, som er muligt med digitalt zoom alene.

Corephotonics zoom eksempel
Corephotonics zoom eksempel.

Samtidig fylder Corephotonics' dobbelte kameramodul ikke mere end et normalt kameramodul i dybden, da der ikke er nogle bevægelige dele.

Bedre lydoptagelser med Snapdragon 810

Fluence Pro teknologien i Qualcomms chips er blevet forbedret på støjreduktionsområdet, og den vil kunne bruges i flere sammenhænge.

Blandt andet vil den hjælpe på baggrundsstøjen, når man bruger højttalerfunktionen under en samtale, da Fluence Pro kan genkende brugerens stemme og eliminere baggrundsstøjen.

Fluence Pro vil herudover kunne benytte op til tre mikrofoner, som brugeren til en vis grad har kontrol over, og som kan bruges til at lave retningsbestemte lydoptagelser, når man vil optage noget på afstand, hvor der er meget baggrundsstøj.

Fuld fart på forbindelserne

Snapdragon 810 har et modem, der understøtter LTE Advanced Category 6 med udnyttelse af 3 x 20 MHz og Carrier Aggregation. Det giver mulighed for dataoverførsler på helt op til 300 megabit per sekund.

Snapdragon 810

Til de kortere rækkende forbindelser - som for eksempel trådløs overførsel af 4K indhold fra mobilen til stuens fladskærm - er Snapdragon 810 også blevet udstyret med 802.11ad (også kendt som WiGig), der bruger 60 GHz båndet.

802.11ad giver teoretiske hastigheder på 4,6 gigabit per sekund.

Snapdragon 810 er klar nu

Qualcomm kunne ved præsentationen fortælle, at Snapdragon 810 er klar til at blive sendt ud til mobilproducenterne, så vi kan forvente de første smartphones med den nye chip allerede i første halvår af 2015.

Læs også: HTC One M9 bejler til Årets Mobiltelefon 2015

Så bliver det bare spændende at se, om alle de mulige funktioner bliver indbygget, og hvad der ellers kommer til.


Kilde: Digi.no