Sådan får du nemt mere plads på din smartphone eller tablet

edbpriser.dk 26-11-47387 02:03

Vi kender det nok allesammen: Uanset hvilken størrelse lagerplads vores smartphone eller tablet er født med, støder vi før eller siden på beskeden om, at der mangler plads til den seneste opdatering af et spil, et billede eller selve styresystemet.

Inden du dog begynder at slette de programmer og spil, som du godt kan undvære, hvis det absolut skal være, er der lige en ganske simpel manøvre, som du bør overveje.

Ryd din browser data

Når du går på nettet, lagrer din browser billeder og videoer i et midlertidigt lager kaldet cachen, og det kan over tid godt gå hen og fylde en hel del på din mobile enhed, hvis du ikke rydder op en gang i mellem.

Det midlertidige lager er meget smart, da ofte besøgte sider hentes hurtigere, men samtidig bliver din mobil eller tablet efterhånden fyldt op med data fra internetsider, som du ikke nødvendigvis besøger igen.

Læs også: Samsung patent transformerer Android mobil til Windows bærbar

Heldigvis er det ganske nemt at rydde cachen, og det kan frigøre alt mellem nogle få megabyte (MB) over 700 MB (som undertegnede) og op til flere gigabyte (GB), som denne Reddit-bruger, der fik mellem 6 og 8 GB foræret (heftigt forbrug af en vis type video ifølge eget udsagn).

Så meget frigivet plads kan vi ikke love dig, men der er højst sandsynligt noget at komme efter, hvis du ikke i forvejen rydder cachen med jævne mellemrum.

Der er lidt forskel på, hvordan du skal gøre, alt efter hvilket styresystem du har, men her er nogle af de mest gængse:

Apple iOS

Safari på iOS (iPhone og iPad)
• Åbn Indstillinger app'en
• Tryk på Safari
• Vælg Ryd historie og webstedsdata

Chrome på iOS (iPhone og iPad)
• Åbn Chrome browseren
• Tryk på Menu ikonet (de tre prikker øverst til højre)
• Vælg Indstillinger
• Vælg Beskyttelse af personlige indstillinger
• Vælg både Ryd cache og Ryd cookies/websidedata


 

Android

Firefox Browser på Android
• Åbn Firefox browseren
• Tryk på Menu ikonet (tre prikker oven på hinanden)*
• Vælg Indstillinger
• Vælg Privatliv
• Tryk Ryd nu - et "Ryd nu" vindue åbnes, hvor du kan vælge, hvad der skal slettes
• Tryk Ryd data

Præinstalleret Android browser
• Åbn browseren
• Tryk på Menu ikonet*
• Vælg Indstillinger
• Vælg Beskyttelse
• Vælg Slet personlige data
• Vælg Gennemsøger historik, Cache samt Cookies og webstedsdata
• Tryk på Udført

Android Menu-knapper

* NOTE: På nogle Android enheder med en indbygget Menu-knap (se herover), skjuler Firefox og den præinstallerede Android browser deres Menu-knap, så du i stedet skal komme ind i Indstillinger ved at trykke på mobilens eller tablettens Menu-knap.

Chrome på Android
• Åbn Chrome browseren
• Tryk på Menu ikonet (de tre prikker øverst til højre)
• Tryk på Indstillinger
• Tryk på Beskyttelse af personlige oplysninger
• Tryk på Ryd browserdata
• Vælg både Ryd cache og Ryd cookies/websidedata samt evt. Browserhistorik


 

Windows Phone

Internet Explorer på Windows Phone
• Åbn Internet Explorer
• Tryk på Menu ikonet (de tre prikker nederst til højre)
• Tryk på Indstillinger
• Tryk på Slet oversigt
• Tryk Slet for at bekræfte din handling


Hvis du har en anden browser end de her nævnte, er det højst sandsynligt nogenlunde samme fremgangsmåde.

Læs også: Lenovos laser projektor mobil kan lave touchskærm på bordet

Det er i øvrigt også en god idé at uploade billeder og videoer til et eksternt lager, og så slette dem fra mobilen eller tablet-PC'en, da de hurtigt optager meget plads.