Samsung annoncerer fremtidens vaskemaskine

edbpriser.dk 20-01-46049 23:53

Samsung WW9000 er en helt ny vaskemaskine, der nok kan give et fingerpeg om, hvordan vaskemaskiner kommer til at se ud og fungere i fremtiden. Den er holdt i et elegant og minimalistisk design, hvor lågen er placeret højere, end den traditionelt er på vaskemaskiner.

Samtidig kan den store låge åbnes hele 180 grader, hvilket giver en mere ergonomisk korrekt håndtering af vasketøjet.

"Vores nye vaskemaskiner åbner et helt nyt kapitel indenfor vaskemaskinedesign", siger Mikael Vannequé, nordisk produktchef for Samsung.

"Tiden, hvor vi gemte vaskemaskinen i kælderen, er forbi. Den nye WW9000 har alt det, som en moderne husholdning kræver – avanceret teknik og enestående funktioner i elegant design."

Ny teknologi til gavn for miljøet i Samsung WW9000

Udover designet har Samsung også haft stor fokus på teknologien i vaskemaskinen. Næsten samtlige knapper er erstattet af en touchskærm, og maskinen husker ens favorit vaskeprogrammer, hvilke funktioner der bruges oftest, og giver endda mulighed for selv at vælge omdrejninger og temperatur.

Displayet på Samsung WW9000
Displayet på Samsung WW9000.

WW9000 er også udstyret med teknologien Auto Optimal Wash, der måske er det smarteste af det hele. Den gør vaskemaskinen i stand til selv at mærke, hvor meget og hvor beskidt tøj, der lægges i vaskemaskinen, og på baggrund af det vælge hvor meget vand og vaskemiddel, der skal bruges, og hvilket vaskeprogram der er det mest optimale.

Læs også: Vask tøjet rent med koldt vand

Den har også Samsungs Eco Bubble teknik, der bruger luftbobler til at opløse vaskemidlet hurtigt, selv ved lave temperaturer.

Det er altså begge to teknologier, der minimerer spildet af vand og vaskemiddel, til gavn for miljøet og vandregningen.

Smart Control til din smartphone

Ens smartphone skal efterhånden inkorporeres i samtlige maskiner i hjemmet, og som storproducent af smartphones har Samsung selvfølgelig heller ikke glemt det her.

Med Smart Control funktionen kan man fjernstyre WW9000 med en app på smartphonen.

Uanset om du er hjemme eller ude, kan du starte en vask, sætte den på pause, se hvor lang tid der er tilbage af en vask, eller få en påmindelse når vasken er færdig - alt sammen på din smartphone.

WW9000 kommer på det skandinaviske marked til april, og har en vejledende pris på ca. 16.000.

Indtil den tid må vi nøjes med Samsungs andre modeller, hvor op til flere også gør brug af Eco Bubble teknikken.