Samsung får patent på fleksibel og modstandsdygtig mobil

edbpriser.dk 13-03-2015 14:09

Indtil videre har de mobiler, der er kommet på markedet med bøjet skærm, som LG G Flex og Samsung GALAXY Note Edge, nok haft et lækkert buet display, men man har ikke selv kunnet bøje dem efter forgodtbefindende.

Det kan imidlertid ændre sig i fremtiden, hvis Samsung får held med at føre deres nyvundne patent ud i livet og skabe en mobiltelefon med bøjelig skærm, som skitsen fra patentansøgningen herover viser.

Læs også: Den nye HTC One er her

Det er Übergizmo, som er faldet over patentet, der peger på en kommende modstandsdygtig mobil, der kan indgå i Samsungs Active-serie af smartphones og tablets til aktive udemennesker.

Nye muligheder til de aktive

Som man kan se på skitsen vil den fleksible telefon have ekstra beskyttelse i siderne, og ifølge patentet vil mobilen blive udstyret med specielle hængsler, der gør, at man kan spænde den direkte på tøjet, så man ikke har brug for en ekstra holder, når mobilen skal med udenfor.

Når mobiltelefonen så samtidig er fleksibel, kunne man forestille sig, at man vil kunne "vikle den" om armen, når vildmarken eller løbeskoene kalder.

Læs også: Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge officielt præsenteret

Inden B.S. Christiansen og ligesindede begynder at savle helt ukontrollabelt, er det dog en god idé at slå koldt vand i blodet, da et så fleksibelt display nok har nogle års udvikling foran sig endnu, før vi ser et færdigt produkt fra Samsungs side.

Men vi glæder os ikke desto mindre.