Samsung fordobler SSD kapaciteten

edbpriser.dk 19-02-47579 05:00

Samsung har netop sendt et nyt 2 TB 850 PRO SSD-drev på markedet, der er stor nok til at kunne være den eneste harddisk i din computer men er en dyr investering med sin prislap på den forkerte side af 7.000 kroner.

Læs også: Intels nye lagringsenhed er 1.000 gange hurtigere end SSD

Og netop den høje pris er den væsentligste årsag til, at overgangen fra de traditionelle harddiske med roterende skiver til de hurtigere SSD'er går langsomt.

Det lover Samsung nu at lave om på.

Samsung fordobler SSD kapaciteten

I en netop udsendt pressemeddelelse fortæller firmaet, at de har startet produktionen af den første 256-gigabit (Gb), tredimensionelle (3D) Vertikal NAND (V-NAND) flash hukommelse baseret på 48 lag af 3-bit MLC (Multi-Level-Cell) rækker til brug i SSD'er.

Det lyder nok som volapyk for de fleste af os, men det du skal hæfte dig ved er de 48 lag i Samsungs tredje generations V-NAND teknologi, der er en forøgelse fra 32 lag i anden generation.

Samsungs nye 48 lags V-NAND flash chips
Samsungs nye 48 lags V-NAND flash chips.

Flere lag betyder simpelthen mere lagerplads på den samme plads, og de ekstra lag vil, ifølge Samsung, snildt kunne fordoble kapaciteten i deres SSD-drev.

Den nye 48 lags flash chip bruger tillige 30 procent mindre strøm i forhold til forgængeren ved lagring af den samme mængde data.

Billigere SSD i fremtiden

Samsung fortæller samtidig, at fremstillingen af de nye tredje generations chips er 40 procent mere produktiv i sammenligning med anden generation, og de kan stort set produceres på Samsungs eksisterende maskiner.

Det betyder, at de 48 lag og den dobbelte kapacitet er billigere at producere for Samsung og derfor vil være billigere at købe for slutbrugeren.

Læs også: Specifikationerne på Intels Skylake processorer er blevet lækket

Samsung vil producere deres tredje generations V-NAND chips i resten af 2015, og vi kan så forvente at finde den i nye produkter som SSD'er, tablets og mobiltelefoner i løbet af 2016.