Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge officielt præsenteret

edbpriser.dk 20-06-47135 05:46

Det første, man bemærker ved Samsungs nye topmodeller, er, at det omsider ser ud til at det ydre på mobilerne matcher det indre.

Samsungs Galaxy S-modeller har altid været med helt i front teknologisk, men af en eller anden grund har Samsung gang på gang valgt at pakke deres højteknologiske vidundere ind i plastik.

Den tid er heldigvis forbi, for Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge er begge skabt i aluminium, og de ser temmelig godt ud som konkurrenter til Apples iPhone 6 og iPhone 6 Plus.

Læs også: Få 100 GB gratis OneDrive lagerplads

Det nye flotte design er desuden beskyttet både foran og bagpå af Cornings Gorilla Glass 4, der er 50% stærkere end forgængeren.

To modeller

Samsung tilbyder i denne omgang to modeller at vælge mellem, da Samsung Galaxy S6 er flankeret af Samsung Galaxy S6 Edge, som har buede kanter på skærmen i begge sider af mobilen.

De buede dele af displayet kan bruges til at vise beskeder og have genveje på, og som noget nyt kan man tildele sine kontakter farvekoder, så man kan se, hvem der ringer.

Hvis man ikke ønsker at besvare opkaldet, kan man lægge sin finger på den indbyggede fingeraftrykslæser bag på telefonen, og så sender mobilen en besked om, at man er optaget.

Super indmad i Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge

Udover den buede skærm på Samsung Galaxy S6 Edge og de dertil hørende funktioner, har de to Galaxy S6 modeller de samme specifikationer.

Og det er nogle særdeles imponerende nogen af slagsen.

Begge mobiltelefoner har en 5,1 tommer stor skærm af typen Super-AMOLED, og de kommer med en QHD-opløsning på 2560 x 1440 px, der resulterer i en pixeltæthed på flotte 577 PPI.

De er også begge to udstyret med Exynos Octa-Core processor, der kører 64-Bit, og som gør Galaxy S6 mobilerne hele 63% hurtigere end Galaxy S5.

Sjovt nok er de otte kerner delt op, så fire af dem kører med 2,1 GHz og de andre fire med 1,5 GHz.

Samsung Galaxy S6 Edge gaming

Både Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge er som de første mobiltelefoner i verden blevet udstyret med hele 3 GB DDR4 RAM, så det burde være nogle utrolig rappe telefoner Samsung sender på markedet til april.

Den indbyggede lagerplads lyder på enten 32, 64 eller 128 GB, og den kan ikke udvides med et hukommelseskort.

Til gengæld har Samsung lavet en aftale med Microsoft, så alle købere af en Samsung Galaxy S6 eller en Samsung Galaxy S6 Edge får 65 GB gratis lager i skyen på OneDrive i to år.

Superhurtig opladning

Både Galaxy S6 og S6 Edge kommer med trådløs opladning, som tager tre timer for en fuld opladning, men bruger man en ledning vil det kun tage 80 minutter, lover Samsung.

Det er halvanden gang hurtigere end opladningstiden for en Galaxy S5.

Læs også: Mobilbatteri der oplader på 1 minut er på vej

Hertil kommer, at Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge begge kan opnå fire timers batteritid på blot ti minutters opladning, og det er smart, hvis man lige er på vej ud ad døren.

Samsung Galaxy S6 Edge i guld

Ny teknologi i S6 mobilerne kan desuden holde øje med applikationernes strømforbrug og komme med advarsler, hvis der er nogen, der tærer ekstra meget på batteriet.

Lysstærke kameraer i Galaxy S6 og S6 Edge

På fronten af de nye modeller findes et 5 MP kamera og bagsidens kamera er udstyret med 16 MP.

Det er ikke er markedsledende på nogen måde, men Samsung har udstyret begge kameraer med en f1,9-linse, der kan indfange langt mere lys end både forgængerne og de nuværende konkurrenters smartphone-kameraer ifølge Samsung.

Herudover er kameraet på bagsiden beriget med optisk billedstabilisering.

Pris og tilgængelighed

Som nævnt kommer både Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge til salg i Danmark den 11. april.

Priserne bliver nogenlunde, som man kunne forvente, da en 32 GB Samsung Galaxy S6 kommer til at koste 5.495 kroner, 64 GB koster 6.495 og 128 GB modellen ender på 7.495 kroner.

Læs også: Billige 4G mobiler fra Sony og Motorola

Samsung Galaxy S6 Edge bliver lidt dyrere, da priserne her lyder på 6.495, 7.495 og 8.495 kroner for henholdsvis 32, 64 og 128 GB modellerne.


Kilder: Anandtech og MereMobil