Samsung Galaxy S8 bliver ikke præsenteret i februar

edbpriser.dk 03-01-49033 13:13

Samsung har netop afsluttet undersøgelsen omkring batteri-problemerne i deres tilbagekaldte Galaxy Note 7, som du kan læse mere om her.

Og i forbindelse med fremlæggelsen af undersøgelsens resultater fortalte den sydkoreanske producent også om den omfattende batteri-test, de har indført for alle fremtidige smartphones, så de kan undgå selvantændende mobiltelefoner i fremtiden.

Læs også: Nyt læk viser front-designet på Samsung Galaxy S8

Ingen Samsung Galaxy S8 på Mobile World Congress

Dette ekstra fokus på sikkerhed kan være en medvirkende årsag til, at Samsung nu fortæller, at de ikke vil være klar til at afsløre Galaxy S8 på dette års Mobile World Congress i næste måned, hvilket ellers plejer at være stedet for Samsungs præsentation af årets flagskibs-model.

I hvert fald har Samsungs chef for mobil-divisionen, Koh Dong-jin, på en pressekonference fortalt, at lanceringen af Galaxy S8 er udskudt til et senere tidspunkt.

"Læren fra denne episode har gjort et dybt indtryk på vores kultur og vores proces", fortalte Koh på pressemødet. "Samsung Electronics vil arbejde hårdt på at genvinde forbrugernes tillid."

Læs også: LG G6 lanceres tidligt for at slå Galaxy S8

Hvornår Samsung så løfter sløret for Galaxy S8 vides ikke, men de fleste analytikere peger på april.


Kilde: Reuters