Samsung kommer med tre nye Gear smarture

edbpriser.dk 03-04-46125 21:33

Samsung har netop præsenteret deres nye flagskibsmodel, GALAXY S5, på Mobile World Congress i Barcelona, hvor de også viser den næste generation af smartwatch frem, som de afslørede i sidste uge.

Læs også: Her er Samsung GALAXY S5

Hele tre nye modeller til håndleddet har Samsung klar, nemlig to udgaver af deres Gear smartwatch og så Gear Fit, der er et fitness orienteret armbånd med lidt færre smartwatch funktioner end sine storebrødre.

Samsung Gear 2 med Tizen OS

På trods af at Samsung GALAXY Gear kun har været på markedet i fem måneder, er Samsung allerede klar med Gear 2 og Gear 2 Neo, der har droppet GALAXY navnet sammen med deres farvel til Android.

Samsung satser i stedet på deres eget Tizen operativsystem, der giver dem fuld kontrol over softwaren på deres enheder, og gør dem mere uafhængige af Google og deres Android styresystem.

Udseendemæssigt på skærmen er der nu ikke den store forskel, da alle promo-billeder indtil videre viser Gear 2 og Gear 2 Neo med sorte skærme med hvid skrift, hvilket ikke er så forskelligt fra Samsung GALAXY Gear.

Næsten identisk hardware med GALAXY Gear

Indeni er Gear 2 og Gear 2 Neo da også næsten identiske med deres forgænger, da de begge har en 1,63 tomme AMOLED skærm med en opløsning på 320 x 320, 4 GB hukommelse, 512 MB RAM, Bluetooth 4.0 og en IR sender.

Samsung Gear 2 og Samsung Gear 2 Neo

Dog har processoren fået en opgradering, så der nu er tale om en Dual Core 1.0 GHz processor mod den mindre enkelt-kernede 800 MHz chip, som var i det gamle smartwatch, og som fik en del kritik for at hakke i det.

Mærkeligt nok er batteriet blevet en lille smule mindre, så det nu lyder på 300 mAh mod tidligere 315 mAh, men Samsung lover, at Gear 2 og Gear 2 Neo vil holde 2-3 dage på en opladning.

Kameraet er flyttet på Samsung Gear 2

Udenpå adskiller Gear 2 og Gear 2 Neo sig fra hinanden ved, at Gear 2 er udført i metal, mens Gear 2 Neo er i plastik.

Derudover har kameraet holdt flyttedag, så det nu er rykket op i skærmen på Samsung Gear 2, og det har nu en opløsning på 2 MP.

Det gør det også muligt at udskifte remmen, hvis denne skulle gå i stykker.

Gear 2 Neo har ikke kamera indbygget, så det bliver den billige udgave af de to, uden at Samsung dog endnu har meldt officielle priser ud.

Bedre kompatibilitet denne gang

Kompatibiliteten var et af de store kritikpunkter ved Samsung GALAXY Gear, da det i starten kun kunne tale sammen med Samsung GALAXY Note 3, og der ikke er kommet mange flere modeller til siden.

Læs også: Anmeldelse af Samsung Galaxy Gear

Samsung har dog fået udrullet Android 4.3 og 4.4 opdateringer til flere af deres enheder over de seneste par måneder, så hvis man i forvejen har en Samsung enhed i lommen, er der god sandsynlighed for, at man også kan få en på armen.

Samsung Gear Fit

Samsung Gear Fit er den meget fitness orienterede lillebror til Gear 2 og Gear 2 Neo, og er det første smartwatch med en buet Super AMOLED skærm.

Samsung Gear Fit

Den lille skærm er på 1,84 tommer og har en opløsning på 432 x 128 px.

Samsung Gear Fit vejer blot 27 gram og er IP67-certificeret modstandsdygtigt overfor både vand og støv ligesom sine storebrødre, så det uden problemer kan klare både sved og brusebadet efter træningen.

Batteriet er på 210 mAh og kan ved almindeligt brug klare 3-4 dage på en opladning.

Samsung Gear Fit forbinder til GALAXY smartphones med Bluetooth 4.0 Low Energy, og det kan modtage notifikationer fra applikationer samt mails og SMS'er med mere.

For at holde styr på brugerens fysiske aktivitet har Samsung Gear Fit accelerometer, gyroskop og en pulsmåler, og så følger der tillige skridttæller og stopur med.

Alle tre Gear ure kommer til april

Samsung har fået pakket mange funktioner ind i en nogle lækkre små hardware-pakke, og forhåbentlig lever den næste generation bedre op til potentialet end forgængeren, når de kommer på markedet i april.

Læs også: Anmeldelse af Sony SmartWatch 2

Samsung har forudsætningerne i orden og burde måske overveje at åbne op for deres Gear ure, så de er kompatible med alle Android-mobiler ligesom Sony har gjort med deres SmartWatch 2.

Det ville måske give Samsung en fordel overfor konkurrenterne, som også snart kommer med på smartwatch-bølgen.


Kilder: Ars Technica og Ars Technica