Samsung lancerer Note med buet skærm

edbpriser.dk 25-07-46645 01:23

Disse dage kan føles en smule som juletid for elektronik-interesserede. IFA-messen i Berlin er en af verdens største messer for forbrugerelektronik, og de store elektronikfirmaer sprøjter den ene nyhed ud efter den anden i disse dage.

Samsung står i øjeblikket for noget af det mest interessante i denne strøm af nyheder, og det er deres nye Note-modeller. En af dem kommer nemlig med en buet skærm i den ene side, der ikke ligner noget andet på markedet.

Skærmen breder sig ned over siden på Samsung Galaxy Note Edge

Som rygterne tidligere har peget på, så kommer den nye Galaxy Note i to versioner. Galaxy Note 4 er interessant nok i sig selv som opfølger på Note 3, men det er den såkaldte Galaxy Note Edge, der virkelig bringer nyt til bordet.

Læs også: Nye smartwatches på vej fra Samsung, LG, ASUS og Sony

Skærmen fortsætter nemlig ud over telefonens højre side, hvilket både giver et forfriskende anderledes design og nye funktionsmuligheder. Det er nemlig ikke kun af hensyn til designet, at skærmen fortsætter ud over siden.


Galaxy Note Edges buede skærm ligner ikke noget andet på markedet.

Den buede skærm fungerer uafhængigt af resten af skærmen, og hvad der skal være i den buede del, er helt op til brugeren. Her kan placeres bogmærker, genveje til ofte brugte apps, notifikationer, vejret, ligesom samtlige kamerafunktioner flyttes ud i den buede del, når man aktiverer kameraet i mobilen, så man får frit udsyn til motivet på skærmen.

Hvis man slider ned på den buede skærm, får man andre valgmuligheder, der blandt andet indeholder en lineal på 10 cm. Derudover kan den buede skærm også bruges som et æstetisk virkemiddel i forhold til resten af ens startskærm ved at give den komplimenterende eller kontrasterende farver.

Slagkraftige specifikationer på både Note 4 og Note Edge

Galaxy Note 4 og Galaxy Note Edge deler de samme specifikationer, der blandt andet består af en Super AMOLED skærm med QHD-opløsning på 2560 x 1440, 2,7 GHz Quad-Core processor, 3 GB RAM, hukommelse på 32 GB, samt mulighed for at udvide med op til 64 GB med et micro SD kort.


Specifikationerne i de nye Note-modeller er bestemt ikke noget at kimse af.

Derudover har Samsungs S Pen fået en opgradering for at gøre den så realistisk som muligt. Den kan klippe, indsætte, sammensætte og gemme indhold ganske enkelt, og skriveoplevelsen efterligner den fysiske skriveoplevelse på papir.

Læs også: Fantastisk udseende rammeløs mobil fra Sharp

Derudover er de nye Note-modeller udstyret med et 16 megapixel kamera med en Smart Optical Image Stabilizer, der sikrer gode billeder både i mørke og ved rystende optagelser.

Galaxy Note 4 bliver sat til salg i starten af oktober, mens det er mere usikkert, om vi får Galaxy Note Edge at se herhjemme. Ifølge Samsung bliver den nemlig kun sat til salg på udvalgte markeder senere på året. Galaxy Note 4 har en vejledende udsalgspris på 5.995 kroner.