Samsung Serif TV er nu i Danmark

edbpriser.dk 10-03-2016 11:06

Det banebrydende TV har netop vundet Wallpapers ’Best Domestic Design’ award 2016 og har taget hele designverdenen med storm.

Det var under stor mediebevågenhed, at Samsung sammen med Erwan og Ronan Bouroullec i efteråret 2015 kunne præsentere det nye Samsung Serif TV under London Design Festival.

Ifølge den franske designduo hører TV'et ikke til i teknologi-kategorien. Tværtimod skal det ses som en del af hjemmets interiør.

Læs også: Philips bakker Samsung op og erklærer 3D dødt

”En af grundstene hos os er meningsfuldt og autentisk design, der skaber funktionelle løsninger til brugeren. Vi er altid på jagt efter innovative og ukonventionelle idéer, og vi er derfor glade for, at Serif TV'et nu bliver en del af vores tilbud til de danskere, der leder efter det helt særlige til deres hjem,” fortæller Rolf Hay

TV'ets design, der i profil danner et stort ’i’ med seriffer i top og bund, er skabt ud fra idealet om, at det kan fungere selvstændigt som en del af indretningen. TV'et kan stilles på ben, således at det kan flyttes og tilpasses rummets øvrige stil.

Samsung Serif TV

"Med Serif TV har vi fokuseret på at skabe et nyt gennembrud i TV-markedet, der afspejler brugernes livsstil og æstetik, snarere end blot at fokusere på tekniske specifikationer og skærmteknologi. HAY har opbygget et internationalt ry for at være garant for kvalitet og innovation, så vi er stolte af at kunne samarbejde om denne lancering,” fortæller Kasper Thomsen, salgschef for TV hos Samsung Danmark.

Ronan og Erwan Bouroullec har været inde over hele designprocessen af det nye TV. TV'ets interface er sågar specialdesignet af brødrene og bagsiden af TV'et er dækket af et særligt vævet stofpanel, som skjuler stik og indgange, noget der normalt ikke er en prioritet i designet af et TV.

Læs også: Microsofts nye Wireless Display Adapter 2 er hurtigere og mindre

I januar 2016 vandt Samsung Serif TV Wallpapers velrenommerede pris ’Best Domestic Design 2016’. Bouroullec-brødrene vandt ligeledes prisen ’Designer of the year 2016’.

Størrelser og pris på Samsung Serif TV

TV’et kommer i tre størrelser: 24, 32 og 40 tommer og tre farver; rød (24"), blå (32" og 40") og hvid (alle størrelser).

Samsung Serif TV forhandles i Danmark af HAY og kan købes i deres butikker i København og Aarhus.

Priserne ligger mellem 5.499 og 11.999 kroner.