Samsung vil ikke lave en Facebook mobiltelefon

edbpriser.dk 06-03-45438 19:36

Samsung har takket være et imponerende stort udvalg af mobiltelefoner, der de seneste år har solgt bemærkelsesværdigt godt, vokset sig til verdens største producent af smartphones.

Alligevel har de ikke kastet sig over at udvikle en mobiltelefon med Facebook Home brugerfladen installeret fra start.

Mark Zuckerberg i Sydkorea
Derfor er Facebooks direktør og grundlægger også rejst til Sydkorea, hvor han er mødtes med top-direktørerne fra Samsung, Lee Jay-yong og Shin Jong-kyun, for at overbevise dem om det fornuftige i en sådan beslutning, skriver Pocket-lint.com.

Men Samsung ledelsen har ikke været til at overtale, skriver Korea Herald, hvilket nok først og fremmest skyldes, at HTC's mobiltelefon med Facebook Home præ-installeret, HTC First, ikke har solgt særlig godt i USA og måske slet ikke kommer ud på flere europæiske markeder.

Samsung holder sig altså fortsat til Googles Android styresystem, og efter sigende barsler de også med deres eget udviklede Tizen system, som nok får lov at se dagens lys inden længe.

Dårligt nyt for Facebook
Det så ellers lovende ud et kort øjeblik for Mark Zuckerberg og Facebook Home brugerfladen, der blev downloadet 500.000 gange på den første uge fra Google Play.

Men antallet af mobiler, hvorpå man kan installere Facebook Home, ligger lige nu på kun fem styks, og bedømmelsen fra brugerne er endt på sølle 2,4 stjerner.