Samsungs næste Galaxy flagskib skal have kurvet display på alle fire sider

edbpriser.dk 27-06-49287 20:46

Samsung Galaxy S8 og S8+ er kun lige kommet på markedet og har fået gode ord med på vejen af anmelderne, men alligevel er der allerede nyt om Samsungs næste mobile flagskib.

Informationen stammer fra kilder i den sydkoreanske mobilindustri, som til det lokale medie ETNews har fortalt om Samsungs og konkurrenten LG's planer for den næste generation af topmobiler.

Læs også: Samsung Galaxy S8's display får topkarakter og udnævnes til at være det bedste på smartphone markedet

Kilderne fortæller, at både Samsung og LG er i gang med udviklingen af et smartphone-display med buede kanter på alle mobilens fire sider.

Målet er at minimere kanterne omkring displayet yderligere, så de fremtidige flagskibe kan fremstå helt rammeløse og have en skærm, der til fulde udnytter forsiden af mobiltelefonens areal.

Samsung Galaxy S8 og S8+

Problemer med lamineringen

Begge hold udviklere er dog løbet ind i problemer med det beskyttende lag, der skal lamineres ud over displayet, da det på nuværende tidspunkt giver døde zoner i skærmens hjørner, så touch-funktionaliteten ikke virker.

Ifølge ETNews' kilder får Samsung hjælp af Apple til at løse lamineringsproblemet, så der er begrundet håb om, at vi kommer til at se en Samsung Galaxy S9 med buede kanter og et rammeløst design.

Læs også: Nye billeder af iPhone 8 model bekræfter de fleste rygter

De seneste rygter om Apple går til gengæld på, at de er gået tilbage til et fladt OLED display på iPhone 8 modellerne, men det er - som altid med Apple - kun et ubekræftet rygte indtil videre.


Via: SlashGear