Samsungs Tizen mobil skal tage kampen op mod Android

edbpriser.dk 12-07-46046 16:10

Android sidder massivt på markedet for smartphones med en markedsandel på verdensplan på omkring de 80 procent, og rigtig mange af de mobiltelefoner står der også Samsung på.

Men det betyder så også, at Samsung går glip af den profit, som Google skovler ind ved at stå bag hele Android økosystemet med tilhørende Play Butik, Play Music streaming og så videre.

Samsung og Intel står bag Tizen

Derfor er Samsung gået sammen med chip-giganten Intel om at skabe et nyt styresystem, der - ligesom Android - har sine rødder i Linux systemet.

Læs også: Sådan gør Google Android-platformen mere og mere lukket

Samsung og Intels Tizen projekt bliver bakket op af 36 andre firmaer, heriblandt Huawei, Fujitsu, Panasonic, Konami og eBay, og de har derfor heller ikke kun fokus på mobiltelefoner men arbejder på at få Tizen udbredt til både computere, tablet-PC'er, fladskærme og ikke mindst bil-systemer, hvor sidstnævnte er inde i en rivende udvikling i disse år.

Samsung ZEQ 9000 er klar til Tizen - og MWC?

Nu er billedet af en Samsung smartphone kaldet ZEQ 9000 så blevet lækket af det sydkoreanske site MoviePlayer, der viser en klassisk opbygget Samsung mobiltelefon med et nyt styresystem på.

Ifølge MoviePlayer bliver Samsung ZEQ 9000 en 4,8 tommer stor smartphone med en Snapdragon 800 processor, hvilket jo lyder som en ganske normalt udstyret mobiltelefon i 2014, så det mest interessante ved Samsungs mobil bliver at se det nye Tizen styresystem i brug.

I oktober sidste år viste Samsung en anden mobiltelefon frem med Tizen styresystemet på i en version 2.2.0, og her blev man præsenteret for et OS, der på mange måder minder om opbygningen af Android, som du kan se i videoen herunder.

Der er naturligvis forskelle og nogle ganske interessante nye tiltag, men opbygningen af Tizen brugerfladen minder en del om den, man finder på en Samsung Android smartphone i dag.

Det skal derfor blive ekstra spændende at følge Mobile World Congress (MWC), som løber af stablen sidst i februar, og se om Samsung præsenterer ZEQ 9000 der, og om Tizen styresystemet vil have en chance mod Android.

Det er oppe imod en stærk modstander...

Læs også: Store Android nyheder på vej

Via TechRadar