Seagate kommer med billig 8 TB harddisk

edbpriser.dk 05-07-46908 19:33

Navnet siger det hele med Seagates Archive HDD, som er beregnet til at blive brugt, når der er behov for at opbevare store mængder data.

Seagate Archive HDD kommer i tre kapaciteter på henholdsvis 5, 6 og 8 TB, men trods den udvidede kapacitet er selve harddiskene på samme størrelse, som vi kender dem.

Det har Seagate opnået ved hjælp af en ny skriveteknologi, som de kalder Shingled Magnetic Recording (SMR), der fungerer ved, at sporene med data, der bliver skrevet på disken, overlapper hinanden en smule, hvorved den højere kapacitet opnås - se Seagates egen video under artiklen.

Læs også: Guide: Sådan får du det maksimale ud af en SSD på din computer

Det kan lade sig gøre, fordi læsehovedet er en smule mindre end skrivehovedet, så læsehovedet godt kan genkende data på de overlappende spor, men det betyder samtidig, at Seagates Archive harddiske ikke vil være de hurtigste på markedet.

Pris og levetid proriteres over hastighed

Da stor kapacitet er prioriteret over høj hastighed, kører Seagate Archive HDD med beskedne 5900 RPM og har overførselshastigheder på 150 MB/s.

Til gengæld lover Seagate op til 800.000 timers drift på deres Archive harddiske, som kommer med 3 års garanti.

Og prisen er bestemt også til at komme om ved, da den største Archive HDD på 8 TB kommer i handlen til cirka $260 eller omkring 2.000 danske kroner inklusive afgifter.

Læs også: Ekstern harddisk giver trådløst lager på farten

Samtidig er strømforbruget holdt helt nede, så Archive harddiskene vil betyde laveste watts-per-TB, lover Seagate.

Priserne på 5 og 6 TB udgaverne er ikke afsløret endnu, men de skulle alle tre komme på markedet omkring nytår.