Sikkerhed på mobilen

edbpriser.dk 29-08-44364 16:10

Har du en smartphone, ved du, at den på flere og flere områder kan sidestilles med en bærbar PC, når det kommer til funktioner.

Er din smartphone sikret?
Men når mobilen kan klare så meget, bliver den også brugt til flere arbejdsopgaver, hvilket igen betyder, at der kan være data på din telefon, som nødigt skulle falde i uvedkommendes hænder.

Derfor har IT- og Telestyrelsen udstukket ni råd omkring hvilke sikkerhedsfunktioner, de vil anbefale, at man slår til på sin smartphone, så man er bedre beskyttet mod ulovlig indtrængen.

Se de ni råd her:

1. Anvend adgangskoder
Aktiver brug af en adgangskode, som skal indtastes, hver gang smartphonen benyttes. Sørg for at ændre de fabriksindstillede standard adgangskoder. Herved reduceres risikoen for, at telefonen umiddelbart kan misbruges ved tab.

2. Aktiver kryptering
De fleste smartphones kan kryptere såvel telefonens hukommelse og ekstra datamedier (f.eks. SD kort). Hermed sikres, at adgangskodesikring ikke umiddelbart kan omgås.

3. Hold styresystemet på din smartphone opdateret
En smartphone bør holdes opdateret, så sikkerhedshuller løbende lappes. Flere smartphones tilbyder periodisk brugeren en opdatering, som man bør acceptere.

4. Installer kun applikationer du har tillid til
Vær kritisk over for de applikationer du ønsker at installere. Installer kun applikationer du har tillid til. Brug en søgemaskine til at finde information om applikationerne først, og læs hvad andre brugere har oplevet med applikationen.

5. Aktiver mulighed for at fjernslette alt indhold
Mange smartphones tilbyder en mulighed for at slette alt indhold og endda låse telefonen, via en hjemmeside. På denne måde kan du slette data på din telefon, hvis den bliver stjålet eller du taber den.

6. Lås SIM-kortet til telefonen
På nogle smartphones er der mulighed for at låse SIM-kortet til telefonen. Denne funktion findes kun på visse modeller men sikrer, at andre ikke kan tilgå data på din telefon blot ved at sætte nyt SIM-kort i.

7. Sluk for Bluetooth, når det ikke benyttes
Med Bluetooth tændt er man udsat for, at brugere i nærheden potentielt kan tilgå data på telefonen. Ved at slukke for Bluetooth, når man ikke bruger det, forhindrer man, at man udsættes for angreb via Bluetooth.

8. Når din smartphone anvender Wi-Fi - vær sikker på, at det trådløse net er krypteret
De fleste smartphones kan tilsluttes lokale trådløse net (Wi-Fi). Hvis dette net ikke er krypteret, kan dine passwords til hjemmesider og e-mail aflyttes. Er du i tvivl, så undlad at benytte Wi-Fi fra din smartphone.

9. Brug antivirus
Der optræder i dag flere former for virus, som angriber smartphones. Undersøg muligheden for at installere og anvende et antivirusprogram. Disse programmer findes typisk på den markedsplads, hvor du køber eller installerer dine programmer fra.


Kilde: IT- og Telestyrelsen